Kina viser verden et glansbillede af, hvordan landet behandler sine borgere.
I virkeligheden bliver kineserne undertrykt mere end nogen sinde før.
Menneskerettighedssituationen i Kina er faktisk blevet værre - og ikke bedre - på grund af OL i Beijing. Sådan lyder anklagen fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en ny rapport, der fremlægges i dag.
I rapporten skriver Amnesty, at kursen over for fredelige kinesiske menneskerettighedsaktivister er blevet hårdere her fire måneder før OL i Beijing.
- De kinesiske myndigheder slår hårdere ned på fredelige aktivister på grund af OL, siger Irene Khan, der er generalsekretær i Amnesty International.
- Den hårde kurs rejser tvivl om, hvorvidt de kinesiske myndigheder overhovedet har til hensigt at leve op til deres løfter om at forbedre menneskerettighederne, siger hun.
I og omkring Beijing har kinesiske myndigheder ifølge Amnesty tilbageholdt adskillige fredelige menneskerettighedsaktivister og truet andre til tavshed. Amnesty mener, at den hårde kurs er en del af myndighedernes "oprydning" i månederne op til de olympiske lege, der afholdes i Beijing i august 2008.
Også i Tibet og de omkringliggende områder har politi og militær slået hårdt ned på demonstranter, skriver Amnesty.
Forholdene bør få den danske regering til at vågne op, mener generalsekretær i den danske afdeling af Amnesty International, Lars Normann Jørgensen.
- Regeringerne skal bruge tiden frem til OL på benhård kritik af de kinesiske overgreb på menneskerettighederne og bør omgående intensivere kritikken, siger han.
Lars Normann Jørgensen opfordrer den danske statsminister til at gå forrest med en officiel, offentlig og konsekvent kritik af de udbredte menneskerettigheds-krænkelser i Kina.
Aktivister tilbageholdes
I Amnesty-rapporten opridses flere eksempler på aktivister, der er blevet tilbageholdt udelukkende for på fredelig vis at have givet udtryk for deres holdninger:
- Yang Chunlin blev den 25. marts 2008 idømt fem års fængsel for "undergravende virksomhed" efter at han havde stået i spidsen for en kampagne med parolen: "Vi vil ikke have OL, men
menneskerettigheder". Han blev efter sigende torteret af politiet, men har ikke rejst disse anklager for en domstol.
- Aktivisten Hu Jia fra Beijing blev den 18. marts 2008 stillet for retten for "undergravende virksomhed" i forbindelse med sit menneskerettighedsarbejde. Hu Jia har allerede tilbragt mange
måneder i husarrest. Hans kone, Zeng Jinyan, sidder fortsat i husarrest sammen med parrets nyfødte barn.
Pres på IOC
Amnesty skriver også, at de seneste måneders "oprydning" forud for OL har resulteret i tilbageholdelsen af et stort antal kritikere i Beijing, hvoraf mange er blevet sendt tilbage til deres hjemprovins. Mange idømmes "genopdragelse gennem arbejde" - en grov form for frihedsberøvelse, hvor den tilbageholdte hverken har adgang til advokat, retssag eller nogen form for juridisk behandling og ofte ikke får at vide, hvad han eller hun er anklaget for.
"Opdragelsen" foregår i arbejdslejre, hvor de kan tilbageholdes i perioder på op til tre år med mulighed for et års forlængelse. Hundredtusindvis af mennesker menes at være tilbageholdt i arbejdslejre over hele Kina.
Ifølge Amnesty foregår der desuden en gennemgribende kontrol med kinesiske hjemmesider. Mange hjemmesider er de seneste måneder blevet lukket af myndighederne. Siden september 2007 har brugerne kunnet møde to animerede politibetjente, der dukker op på alle hjemmesider, der er registrerede på Beijings server. Det virtuelle politi advarer brugerne om at besøge "ulovlige" hjemmesider og minder på den måde den besøgende om, at han eller hun bliver nøje overvåget af myndighederne.
Amnesty kritiserer også den Den Internationale Olympiske Komite (IOC) for ikke at lægge tilstrækkelig pres på Beijing. IOC afviser kritikken og siger i en redegørelse, at det ikke er Den Internationale Olympiske Komites opgave at overvåge menneskerettighedsudviklingen eller presse regeringen til at iværksætte sociale, økonomiske eller politiske ændringer.