Jeg har taget fri fra arbejde tirsdag, onsdag og torsdag, fordi jeg har en eksamen torsdag på mit universitet, IT-Universitetet: Det er den allersidste; jeg har overstået speciale, så det er kun dette ene fag, der står i mellem mig og en kandidat (Cand.IT).
Men jeg har dårlig samvittighed: Fordi jeg har job, fordi jeg har et godt CV, fordi jeg har masser af erfaring... så har jeg taget et, for mig, ret nemt kursus, som jeg nemt kan overstå. Ups! Jeg ved, at det er dårlig stil, men jeg vil jo hellere ofre tid på mit arbejde, hvor der stadig er masser af ting, som jeg skal sætte mig ind i: min ambition er jo ret høj desangående.
Så her kommer en beskrivelse af dagens dont, der indeholder meget lidt læsning: Jeg fik bogen i går og jeg sigtede i dag mod Det Kongelige Biblioteks læsesal, som plejer at give mig optimale forhold til at læse: Koncentreret læsning i en times tid afbrudt af pauser i den tilhørende café, "Café øieblikket", hvor man får en djævelsk god latte, espresso etc., mens man lige får nikotin-niveauet i blodet op igen. Desuden havde jeg glædet mig til deres grillede brie & chorizo-sandwich, der er mums!
Da jeg er udtalt B-menneske, så var jeg først fremme omkring middag. Men biblioteket havde lukket på grund af Grundlovsdag. Æv. I stedet blev det en lakse-sandwich i Custom House (http://customhouse.dk/). Ret dyrt bekendtskab, da jeg også skulle have et glas hvidvin til. Og noget hyldeblomstsaft samt en espresso machiato. Og da pungen var åben og hjernen indstillet på fråds og luksus, så kiggede jeg også lige forbi Per Toft, der har Holte Vinlager på Islands Brygge. Per har en masse gode ting, så jeg fik købt mig noget foie gras de canard og en flaske Angostura. Angostura er en bitter og hvis man skal lave en perfekt Manhattan, så skal der 2-3 dråber i (det kan da være, at jeg lige skal lave et blog-indlæg om at lave den perfekte manhattan engang...). Jeg bad også Per undersøge, om han kunne skaffe en Ron Zacapa Centenario, der er en 23 årig rom fra Guatamala. Det er den bedste rom, du kan finde og betale til en overkommelig pris. Basta!
Endelig lykkedes det mig at nå frem til IT-Universitetet, der også har en læsesal. Jeg fik printet alle slides fra forelæsningerne og på tre timer fik jeg bladret gennem pensum: hvis man kan det hele i forvejen, så går det jo rapt. Karma-kontoen er dog ikke for god. Især ikke da jeg fik en kop kaffe med en veninde, der sidder og sveder over et fag, som hun har dumpet én gang – eksamen i morgen! Fik også lige beskrevet alle ulemperne ved menstruation (frasen ”bowlingkugle i livmoderen” blev anvendt), hvilket blev brugt til at modbevise teorien om "Intelligent Design". Endnu mere viden, som jeg kunne være foruden :-)
Så nu sidder jeg tilbage i ”Casa Krater” og slapper af med at skrive noget uinteressant. Burde jo tage den opvask og rydde op. Gider heller ikke i dag...
Hygge - Jens