Nyhedsavisen lagde ud med at være en indholdsrig avis med en del journalister, der kunne skrive og som leverede mange spændende historier.
Da man havde fået udbredt avisen i stort omfang, skar man ned på journalister og ambitioner og nu leverer man en meget tyndbenet avis, ikke kun hvad angår kvantitet men også kvalitet.
Dagens avis er på 32 sider, hvoraf der er (minimum) 21 siders annoncer. De ni tilbageblevne sider er fordelt på en masse små tekststumper, som er placeret, hvor der er hul mellem annoncerne. Dermed er også de gode layoutmuligheder forsvundet, og da det ser ud til, at man vil konkurrere med Se & Hør om den laveste fællesnævner (kendte, kongelige og lumre sex-historier) er avisen ved at miste sin berettigelse.
Det skal blive spændende at se, hvad der kommer ud af fusionen mellem 24timer og MetroXpress - måske bliver det dem, der løber af med sejren.
Nyhedsavisen i den nuværende udgave bliver det næppe.