Inden jeg kom i skole, fik jeg ofte læst Anders And op som godnatlæsning. Til sidste vidste jeg næsten, hvad der stod i de fleste talebobler og kunne da også læse det meste, da jeg begyndte i første klasse. Godnatlæsning er godt for mere end blot godnat.

Da jeg var dreng, fik jeg på grund af mit fornavn en del Jan-bøger, som blev slugt med stor appetit, spændende som de var. Senere var det bøger om Flemming og Kvik af skolelederen Gunnar Jørgensen - det var opbyggelige sager, så meget at jeg slap for det værste af en skideballe, da vores viceinspektør i en religionstime opdagede, at jeg sad med den under bordet i klassen. Den blev dog inddraget, men så fik min far den ved forældremødet næste gang. Ventetiden var ikke så nem, men jeg slap for videre tiltale.

Snart kom tiden, da der skulle mere spænding til, og da var flyverhelten Biggles noget af det bedste, men kun indtil jeg opdagede Mick Cardby bøgerne om den pensionerede betjent og hans kvikke detektiv-søn. Det førte under en sommerferie hos familien til studier af deres bogskab, hvori gemte sig en 5-binds udgave af Sherlock Holmes historier, fortalt af den nok som bekendte dr. Watson.

Det blev så til en samling derhjemme af Agatha Christies romaner, mere end 60 tror jeg, og som den pæne gamle dame da kunne regne ud, hvordan folk kunne slå hinanden ihjel, meget opfindsomt, men som regel altid med en familiemæssig forbindelse, som blev klarlagt af enten Miss Marple eller Hercule Poirot med enkelte afstikkere til andre figurer.

Pyha, nu er der et hul, men jeg husker senere en bog af Philip Roth og Catch 22 af jeg husker ikke hvem.

Hvad med dig?