Om et øjeblik bliver en lærer ramt af en knytnæve.
Det er et år siden, den 11-årige dreng Umran blev smidt ud af skolen for at have slået en lærer en gang for meget.
Nu er drengen vendt tilbage.
Han bor kun 10 meter fra skolen i Køge, og hver dag ser han sine venner og gamle klassekammerater tage skoletasken på ryggen og gå hen til den skole, han ikke selv må komme på.
Skolen har givet op. Umran er ikke længere skolens opgave.
Umran tager tilløb og springer op på ryggen af læreren. Han slår ham på siden af hovedet med en knytnæve.
Det er begyndelsen af januar i år, og drengen bliver meldt til politiet.
Den rystede kommisær
Dagen efter bliver nogle bestemte ord sagt på politistationen i Køge.
Politiet afhører Umran.
Midt i forhøret ser Umran på betjenten og siger: »Er du klar over, at jeg ved, hvem din datter er? Jeg kommer efter din datter, og når jeg er færdig med hende, så kommer jeg efter dig.«
Betjentens chef, Vicepolitikommisær Kenneth Højlund er rystet.
»Det er sjældent, at selv hærdebrede rockere kommer med trusler, når vi afhører dem.«
Det er ikke ordene, der ryster Kenneth Højlund. Han er rystet, fordi de bliver sagt af en dreng, der kun er 11 år.
»Uanset hvad han har sagt, er han stadig en dreng, og en dreng siger ikke sådan nogle ting til en politimand uden grund. Den dreng skal have hjælp,« siger Kenneth Højlund.
Overalt i landet skriver aviserne om »den 11-årige dreng, der er en tikkende bombe«.
I de officielle breve fra skolen og kommunen til forældrene bliver Umrans slag mod læren omtalt som overfaldet , og det understreges, at »læreren ikke har fået varige mén, men er blevet tilbudt krisehjælp«.
De varige mén
Tyve år tidligere står Umrans far, den dengang 20-årige Rayan, i Sandholmlejren. Han er statsløs palæstinenser fra Libanon og vokset op under borgerkrigens rædsler. Han vil ikke selv beskrive de år, eller hvordan de har påvirket ham. Kun sige, at han sad i fængsel og blev skudt.
Jørgen Chemnitz, der er leder af Røde Kors Asyl-afdeling, husker de statsløse palæstinensere fra Libanon, der kom til Sandholmlejren i slutningen af 80’erne.
»Det er en af de hårdest belastede grupper, vi nogensinde har haft. De havde et meget barskt liv med i baggagen, og de var meget voldsomme. Vi behandlede dem ikke for krigstraumer.Men det er klart, at de fleste med en så hård baggrund får varige mén,« siger Jørgen Chemnitz.
I årene fra Rayan står i Sandholmlejren, til Umran slår sin tidligere lærer, bliver Danmark fundamentalt forandret. Kriminaliteten blandt udlændinge går fuldstændig amok. Især børn af flygtninge er overrepræsenteret på sikrede institutioner for unge kriminelle.
Bortvisningen
Efter Unram bliver bortvist fra skolen, bliver han i starten undervist hjemme.
Han føler sig uretfærdigt behandlet: at det altid er ham, det går ud, når drengene på skolen laver ballade. At lærerne og de andre drenge altid udpeger ham som skurken.
Det har gjort ham vred, siger Umrans far Rayan. Han er blevet mere aggressiv, efter han blev bortvist.
Umran kan ikke forstå, hvorfor det altid skal gå ud over ham. Det kan Rayan heller ikke.
»Umran er stor af sin alder. Og meget hidsig. Men han starter aldrig noget. Det er altid de andre, der begynder. Men lige meget hvad der sker, er det altid Umrans skyld,« siger Rayan.
På skolen kan inspektør Thomas Kielgast ikke udtale sig om Umran. Han har tavshedspligt. Men når man taler med ham, er det meget tydeligt, at hele forløbet med Umran har gjort ham vred.
Vred over, at der til sidst ikke var andet tilbage at gøre end at bortvise Umran fra skolen.
Han fortæller, at de er vant til lidt af hvert på skolen. Ikke fordi den er noget særligt. Men fordi lærere simpelthen bare er blevet vant til lidt af hvert. Næsten halvdelen af alle lærere i Danmark er blevet slået eller truet med tæv af elever og forældre.
Thomas Kielgast siger, at sagen om Umran slet, slet ikke kan sammenlignes med det, som ellers er hverdag for lærere.
Pligten til tavshed
I det sociale boligbyggeri ved Hastrupskolen kender alle den 11-årige dreng og hans familie. De fleste har boet mange år i området.
Familien bliver beskrevet som en familie med meget store problemer. Det bliver betragtet som almindelig kendt, at drengen har et hårdt liv hjemme med utidssvarende opdragelse, og at han en overgang blev overladt til sig selv i morens lejlighed, efter forældrene blev skilt, og hun rejste væk.
Hverken skolen, politiet eller de sociale myndigheder kan udtale sig om drengen. De har alle indgående kendskab til familien. Men de må ikke bryde deres tavshedspligt. De kan højst tale i generelle vendinger.
»Jeg kan ikke sige noget om årsagen til, at drengen slår sine lærere og truer politiet. Jeg kan kun sige, at børns handlinger næsten altid afspejler det, som de er vant til hjemmefra,« siger Pia Borg fra Køges SSP.
»Hvis en dreng slår, er det fordi, han er vant til at blive ignoreret, overset eller banket hjemme. Hans slag er et råb om hjælp. Om at få lov til at være et eller andet,« siger hun.
Hun kan ikke komme ind på, om der har været grund til at tvangsfjerne drengen, og hvorfor det ikke er sket. Hun kan heller ikke komme ind på, om det sker nu.
Det isolerede hjem
Umran er vant til at blive overladt til sig selv. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men simpelthen på grund af virkelighedens vilkår.
Kort efter Umran bliver født, bliver Rayan alvorligt syg. Umrans mor er også syg, opvæksten i krig har påvirket hendes psyke.
Da Umran er fem år, bryder familien for alvor sammen. Forældrene bliver skilt og moren rejser til Libanon.
Rayan ignorerer spørgsmålet, om skilsmissen og forældrenes krigstraumer fra opvæksten i Libanon kan have påvirket drengens opvækst.
En god dreng
Han mener, at skolen, politiet og myndighederne, har skubbet og skubbet Umran, indtil han tilsidst er faldet ud over kanten.
»Umran er en god dreng, og jeg håber, at dem med forstand lader være med at ødelægge Umran,« siger Rayan.
Myndighederne vil ikke oplyse, hvad der sker med Umran.
Umran og Rayan er opdigtede navne. Deres navne er redaktionen kendt.