De fleste 14-årige ville formentlig hellere have en Playstation, en iPod eller en cykel, men for Joachim Jarl fra Grindsted var der mere mening i at tømme sin enorme sparegris til fordel for fattige i Afrika.
Joachim Jarl har derfor givet alle de 10.000 kroner, han fik til sin nonfirmation til Afrika. Det skete i forbindelse med indsamlingsshowet Danmarks Insamling 2008 , der blev vist på DR i lørdags, skriver JyskeVestkysten.
- Jeg synes ikke, jeg mangler noget. Pengene gør mere nytte, hvis man giver dem til nogle børn, der er ved at dø, end ved at jeg køber en bærbar computer, siger Joachim til avisen.
Drengens forældre var dog ikke helt med på ideen, da Joachim efter sin nonfirmationsfest i august bekendtgjorde, at han ville bruge alle pengene til velgørenhed.
Til Joachim Jarls held var forældrene ikke hjemme under indsamlingsshowet, og han ringede derfor og donerede pengene.
Red Barnet glæder sig over den 14-åriges beslutning.
– Det er imponerende, at en 14-årig dreng er så socialt udviklet. Jeg har aldrig før hørt om noget lignende. Det er slet ikke donationer af den størrelse, vi er vant til. Da slet ikke fra børn, siger Mogens Damgaard, kommunikationschef for Red Barnet.