Kors i hytten, hvor er det frustrerende at være rød pt.
I ti år (og det er mange) har vi oplevet en markant ændring af et solidarisk, åbent, nuanceret, humant Danmark - en ændring der sådan set har aflivet såvel solidaritet som åbenhed, nuancer og humanitet. Vi har oplevet, at løgn og bedrag fra vores regering blev accepteret. Vi har set miljøet blive negligeret og almindelig anstændighed forsvinde bid for bid. Vi har set en regering, der aflivede smagsdommerne - fordi de havde den forkerte smag. I stedet fik vi, sådan lidt efter lidt, mange flere smagsdommere - med den "rigtige" smag. Vi blev krigsførende på en løgn - uden nævneværdig protest. Vi blev DDR-agtig kontrolsamfund - uden nævneværdig protest. Vi ydmygede syge og svage medmennesker - uden nævneværdig protest. Vi ophøjede igen, igen mere forbrug, mere forbrug og mere forbrug (for de rigeste) som løsningen på alle sorger. Vi? Hmmm. Flertallet.
Så var det, at flertallet valgte en ny regering. Og hvad har vi fået?
Jeg håber og venter stadig på, at Helle og co. kommer med noget andet end borgerlig politik.
Men hvis Avisen.dk skulle være udtryk for rød blok, lover det mildt sagt ikke godt. Her har vi fået et organ, der efterlever alt andet end demokratisk sindelag. Er denne et udtryk for rød blok, melder jeg mig ud. Jeg vil IKKE lægge stemme til pseudodemokrati, røgslør, blablablasnak og lignende.
Sagt kort: Hvis dette er rød bloks talerør, er det godt nok et elendigt, udemokratisk og temmelige sølle talerør. Hvor er det bare ærgerligt, når rød blok sådan set burde være garanten for et anstændigt samfund i Danmark.
Sagt kortere: Kan vi ikke få en rød, demokratisk og anstændig redaktør på Avisen.dk?
Ralph Sylvestersen, Carsten Svendsen, Lars Nunnegaard og gitte rasmussen har anbefalet dette indlæg.