Mystikkens univers - Alternativ behandling, spiritualitet, sittings, klarsyn, åndelig vejleder, tarotkort, healing, coaching, aurofoto, aromaterapi, dna-aktivering, tankefeltterapi, heil praktik, reiki, kranio-sakralterapi, numerologi, drømmetydning, NLP, hypnose, clairvoyance, astrologi og håndlæsning er blot nogle af de mange tilbud, som kan opleves ved besøg på helsemesse eller ”on location” hos den lokale (altid ”certificerede”) terapeut.
Disse forskellige alternative indgange til vores livssituation bliver ofte markedsført med garantier som følelsesmæssig indsigt, velvære, livsglæde, selvudvikling og når skruen strammes til det yderste: Bliv dit eget livs mester og skab selv det liv, du ønsker dig ! Alle disse (for det meste) velmenende alternativ udbydende terapeuter ved godt, at der bor en (absolut!) sund skepsis i de fleste skatteplagede danskeres indre. Derfor ledsages enhver skriftlig, mundtlig eller åndelig præsentation af vidneforklaringer.
Ikke sjusk! Oftest er det (tidligere?) cancerpatienter, ældre astmatikere, allergikere, autister eller personer med psykiske lidelser, der er blevet helbredt. Det bør i sandhedens (og budgetlægningens interesse) nævnes, at der ofte skal indtages betydelige mængder af forskellig urtemedicin som ”efterbehandling” til den aktuelle seance/konsultation. Denne skal følges, indtil ”der ikke er mere i pakken” for at få den fulde effekt (Lad nu være at sjuske, måske er det den sidste kapsel, der har virkningen!).
Aurafoto - Blandt de mange helsebringende og –forklarende tilbud på en messe findes aurafoto. Din (reflekterende) webmaster har selv prøvet det flere gange. Et polaroidbillede tages og med clairvoyant sikker ekspertise manuduceres man efterfølgende omkring ens ansigts mærkelige kulører. Mit håb var naturligvis, at mit let-slidte maskuline ansigt ville blive omkranset af mine yndlingsfarver, men det skete (desværre) kun delvis. Fidusen (det var ikke pænt sagt!) er, at alle farver i farvespektret fortæller om forskellige egenskaber og kvaliteter hos den enkelte.
Målopfyldelsesgrad - I al digital fortrolighed kan jeg afsløre, at udsagnene fra diverse clairvoyante aurafortolkere har ramt kilometervis ved siden af, hver gang! Det samme gælder de 5 gange, hvor jeg har konsulteret forskellige clairvoyante et sted i vores lille kongerige. Når jeg efter de indledende fraseringer spurgte ind til (som det hedder på pædagog-dansk) diverse fornemmelser, kunne jeg sjældent genkende mønstrene. Tro mig, kære digitale læser, jeg ville så gerne! Hertil kom, at prisen på konsultationen og transportomkostningerne hver gang bidrog til en minimering af min børneopsparing. - Værre var, at når jeg 1-2 år senere kørte det medfølgende bånd, kunne der genkendes fornærmende lidt af de forskelligartede udsagn. For en god orden skyld skal jeg nævne, at de tiltalende (af begge køn) clairvoyante var bosiddende såvel i Jylland, Fyn, øerne og København. – Geografien betyder altså ikke noget;-) !!
Positiv oplevelse ? Tidspunktet er nu kommet til, at din (delvis tvivlende) klummeskriver kan afslutte med 2 succesoplevelser gennem de seneste 25 års diverse shoppings indenfor dette område. I begge tilfælde var det mandlige astrologer+kirologer. Deres udsagn var cirka 75 procent rigtige såvel 1 år som 10-12 fremad. Det skal i sandhedens dybe, tungtvejende og validerende interesse tilføjes, at langt fra alle forudsigelserne fra disse 2 herrer var behagelige. Der var altså ikke tale om pleasing på nogen måde, men en seriøs og empatisk ”sagsbehandling” ud fra deres kompetence.
Sammenhæng - Der er ingen tvivl om, at krop og sind hænger sammen. Der er heller ingen tvivl om, at langt den overvejende del af disse alternative terapeuter tror på deres område som en katalyserende livsformel til et bedre, renere og fyldestgørende liv for det enkelte genetiske landkort. Balance og harmoni er 2 fætre, der søges indarbejdet i ethvert individs hverdag. Kan diverse tryk på udvalgte muskler, aromaterapi, muligheden for at gense tidligere liv (regression), chakra-definitioner, intuitiv oliemaling og latteryoga samt alle de mange ikke nævnte forbedre den enkeltes livs-balance ?

Min gamle mentor og bedstefader sagde altid, når han løb tør for argumenter mod mig: Ånd er magt! Jamen, hvor havde han dog ret;)!