Et par kommentarer til partilederrunden:

Pia Kjærsgaard kunne endnu engang hentyde til sit partis størrelse ved at benævne flertallet VOK. Og peger hermed på den fare, der efter valget lurer for både Venstre og Socialdemokraterne. Nemlig hvor knækker blokkene over, og hvor langt kan man søge mod midten uden at miste roden i sin fløj?

Som O kiler sig ind i regeringensgrundlaget og skaber afstand til Y (og B?), således kan det nu styrkede F kile sig ind mellem højre- og venstrefløj i både A og B. Villy Søvndal sagde: vi skal føre BENHÅRD oppositionspolitik! (I parentes bemærker jeg, at det håber jeg da, for det er en af grundene til, at jeg netop har stemt på F).

Anders Fogh inviterer til det brede samarbejde, vel vidende, at det er B og Y, der ligger inde med de vaklende stemmer, som ikke er helt sikre på, om de er blå eller røde. Resten kan vi nemlig være sikre på - der er for VKO ikke andre kandidater end Anders Fogh, og for AFØ ikke andre end Helle Thorning. Sådan er det.

Men hvad var det nu, vi tænkte ved sidste valg? Det norske arbejderparti havde vundet på at erklære sig som ægte arbejderparti, mens vores eget havde tabt ved at være midtersøgende. Aldrig har den danske såkaldte venstrefløj stået så samlet som nu, siger man, men alligevel lurer splittelsen i A, for Helle Thorning har mistet mange af sine radikale støtter, idet de radikale er udspaltet i to partier. Samtidig er hun dybest set ikke sin egen venstrefløjs kandidat og dermed på længere sigt næppe heller SF s foretrukne.

Margrethe Vestager ved godt, at hendes formandsskab for B-siden af det spaltede radikale venstre betyder, at hun er bundet til Helle Thorning. Og vi ved, at Y-siden har lang, lang vej igen, før den kan træde ud af sine politiske barnesko.

Foghs problem er, at hans blok er knækket inde i V og K af de vælgere, der har valgt Y istedet, fordi Y ikke har styrke til at give et alternativ til O, og samtidig er der af det uransagelige dyb endnu engang dukket flere stemmer frem til O.

Thornings problem er, at hendes blok er knækket inde i både A og B af de vælgere, der henholdsvis har søgt fra B til Y og fra både A og B til F.

De to store partier i dansk politik står derfor over for en fælles udfordring: at få blokkene til at mødes uden selv at ende rødmende (he he) over for hinanden alene på midten af dansegulvet.