Så skete det: Faderhuset vil sælge grunden på Jagtvej 69. det understreger, hvad sekten da heller ikke har lagt skjul på, at deres mission med at købe hus og grund i sin tid var at få Ungdomshusets brugere væk. Fordi de for Faderhuset repræsenterer Satan.
Denne Faderhusets hellige krig har kostet skatteyderne millioner af kroner og hærget Nørrebro og bydelens mange tusind beboere. Og for at føje spot til skade vil Faderhuset nu sælge med en profit på ca. 10 millioner kroner!
Ritt Bjerregaard og andre politikere har straks været ude med forsigtige kommentarer om, at det virker underligt, at Faderhuset ikke solgte til den fond, der ville have ladet Ungdomshuset fortsætte, så vi kunne have undgået krigen... Men det gjorde de jo netop ikke, fordi krigen var deres egentlige mål med købet.
Den politiske undren er derfor temmelig malplaceret. I stedet burde man overveje, om ikke det var nu, at tiden endelig var inde til at ekspropriere den grund og stævne Faderhuset for et beløb svarende til deres private hellige krigs omkostninger? Bedre sent end aldrig, vil jeg sige. Det er klart, at sådan en fremgangsmåde er umiddelbart utænkelig for enhver politiker, fordi hele Faderhusets rolle i sagen formelt set snedigt har været forankret i en simpel privat ejendomsret.
Men tænk på denne ejendomsret på denne måde: Jagtvej 69 var i hænderne på Faderhuset et våben, der kun havde til formål at bekæmpe Ungdomshuset og dets brugere. Privat ejendomsret kan i et retssamfund tilsidesættes, når det drejer sig om våben, der bruges mod andre mennesker: Hvis en person retter sin egen private pistol mod dig, skal pistolen tages fra denne person!
Jagvej 69 er Faderhusets rygende pistol, og det kan kun gå for langsomt med at tage den fra dem og i øvrigt sanktionere denne sekt retsmæssigt.