Efter fire dages rejse via Köln til Usbekistan, videre til den nordafghanske by Mazar-e-Sharif og en smuttur til Kandahar i den sydlige del af Afghanistan er jeg endelig nået frem til hovedstaden Kabul.

Nyhedsavisen har fået en plads på en pressetur arrangeret af NATO, der har indsat over 36.000 soldater i Afghanistan for at skabe sikkerhed og tvinge Taleban-krigere, opiumbønder, al-Qaeda-grupper, korrupte politikere og embedsfolk, kriminelle netværk, lokale krigsherrer og andet godtfolk i knæ.

Ikke nogen nem opgave, skulle jeg hilse og sige. Men faktisk skal dette første indlæg fra Afghanistan slet ikke handle om sagens kerne, men i stedet om turen hertil. Glem derfor alt om indlæggets overskrift og erstat den med noget mere passende. ”Meget mere militær”, for eksempel. Eller måske nærmere ”Polakken, der kom ind fra kulden”.

For en civilist som undertegnede, er det militære system lige så eksotisk som Tolkiens univers. Bare uden fantasi. Der er uniformer, pressefolder, våben, regler, systemer, hierarki og kontrol. Ikke just plusord i min mentale associationsmappe.

Vi er to danskere, to tyskere og to polakker, der har fået billet på en tysk militærflyver frem og tilbage til Afghanistan. Med på rejsen er to flinke, polske presseofficerer. Turen begyndte i Köln, Tyskland, hvorfra vi kørte i samlet flok til en militærbase i Holland. Jeg måtte fra Danmark klokken fire om morgenen for at nå frem i tide – eller klokken fire hundrede, som man siger i disse cirkler.

I Holland skulle vi tjekkes og have kontrol-kort. Og spise frokost i den tyske kantine, hvor der stort set kun var mad af forskellige former for gris. Programmet for opholdet i Afghanistan kunne vi ikke få udleveret. Det var nemlig hemmeligtstemplet, og i NATO-regi betyder det ”du er ikke vigtig nok til at se dette super spændende stykke papir”. Lidt spøjst, når man tænker på, at det trods alt omhandlede os selv.

Tilbage i Köln indfandt vi os i den militære lufthavn. Fire timer før afrejse. Sådan gør man i militæret, har jeg fundet ud af. Nu hvor jeg har adskillige flyvninger og ’klokken fire hundrede-vækninger’ bag mig.

Ventesalen var et hvidt telt og lokummerne et par festivaltoiletter. De skal ikke have det for godt, drengene, før vi sender dem i krig, forstås. Flyet var en almindelig Airbus malet i meget militærgrå farve og med påskriften ’Luftwaffe’. Og bedst af alt: Kabinepersonalet havde de der rigtige flyverdragter på i matchende stålgrå farve … og det går så i skrivende stund op for mig, hvorfra flyverdragten har fået sit navn …

Anyways. Jeg sad ved siden af en tysk soldat på vejen til basen i Usbekistan. Det kunne jeg se, fordi han havde et tysk flag på skjorteærmet. Han kunne ellers godt have snydt mig, for han mælede ikke et eneste ’jawohl’ på hele turen. Sikkerhedsvideoen var nøjagtig som på almindelige flyvninger. Blot var alle passagererne i videoen iført grønne camouflage-uniformer. Jeg kom til at grine. For kabinen så NØJAGTIGT sådan ud – kun farven på uniformerne var forskellig. Afghanistan er varmt, så de sandfarvede ørkenuniformer er standard. Den procentvise andel af karseklip passede til gengæld på en prik.

Måltidet gav alle andre tidligere flyvninger, jeg nogensinde har været på, baghjul. Der var nok flymad til at brødføde en hest. En skål salat. To stykker rugbrød. En bolle. En varm ret i STOR bakke. Pasta, ærter og kød (kylling eller gris, jeg skal ikke kunne sige det) fordelt efter nøglen 20 % (pasta), 10 % (ærter) og 70 % (kød). Desuden en skål yoghurt, to pakker smør og en camembertost.

Soldaten ved siden af mig spiste op. På nær en smule i smørpakke nummer to.

I Usbekistan fik vi frataget vores pas og blev eskorteret til den tyske militærlejr i byen Termez. Jeg går ud fra, at de usbekiske myndigheder vil være helt sikre på, at danske og tyske soldater + journalister ikke hopper af ræset for at nyde det søde liv i Usbekistan. Fair nok.

Militærlejre er kedelige. Og lejren i Termez hører til i den mindst spændende af slagsen. Hvilende på min feltseng i det iskolde telt havde jeg derfor masser af tid til at tænke over en historie, jeg fik fortalt tidligere på rejsen.

Den ene af de to presseofficerer fra Polen er 40 år gammel. Det fik mig til at tænke på, om han måske også var soldat, dengang Polen var en fjende allieret med Sovjetunionen og ikke bare hjemsted for billige håndværkere.

Ganske rigtigt. Artur – som vi kan kalde ham – var under uddannelse i militæret i 1980’erne. Hans ældre kammerater blev sendt på uddannelse i Moskva, og han kendte mange, der var godt på vej til en stor militær karriere.

Artur lærte, hvordan kan erobrer de danske farvande. Efter en invasion af Danmark, naturligvis. De øvede sig i at udspionere skibe ved Bornholm og opspore radiosamtaler mellem danske skippere. Ved siden af læste Artur engelsk. Det var der ikke mange, der gjorde.

Artur kom ikke til Moskva. For pludselig ramlede det hele, og rekrutterne skulle ikke længere lære at erobre Danmark. Artur blev i stedet sendt på skole i Californien. Og det var han rigtig godt tilfreds med.

Godnat, og sov godt. Fortsættelse følger, men klokken er blevet næsten midnat her i Kabul. Og det er sent, når vækkeuret ringer klokken fire hundrede.