Stanken af brændende plastik river i næsen, da jeg torsdag aften når hjem fra arbejde til lejligheden på Nørrebro.

Politiet har afspærret adgangen til min bydel totalt, så bilen må parkeres på fornuftig afstand af orkanens øje, og så vandrer jeg hjem gennem Nørrebros gader. Der er mørkt. Og stille. På den dér larmende, truende måde, hvor 40-50 sortklædte mennesker pludselig bryder ud af skyggerne, spurter af sted og råber LØØØØØØØB!

Og så politiet. Sirener og blå blink overalt, pludselig stilhed der hvor ansigtsløse aktivister kort forinden trak affaldscontainerne fra vores gård og cyklerne fra stativerne ud på gaden i en stor, brændende fuckfinger til betjentene.

Det minder mig om noget. Uvisheden, utrygheden, frygten, der står malet i manges flammeoplyste ansigter. De dumme grin, der altid vinder, når man har svært ved at finde en grimasse, der kan passe. Stanken af brændende affald og tågerne af tåregas. Lydene af pludselige eksplosioner i det fjerne, der er alt for tæt på. Var det et skud? En bombe? Nøjagtig sådan her føltes det, da jeg stod på balkonen i i Bagdad, den første nat jeg dækkede krigen i 2003.

Jeg når ud på Nørrebrogade. Banken er smadret, sportsforretningen og malerbutikken er smadret. Nøjagtig ligesom sidste gang. Uden for min faste grønthandler står hele familien og betragter optøjerne. De flygtede fra Irak under 1980 ernes krig mod Iran, og vi har været på venskabelig fod, siden det gik op for os, at jeg har været i den lille flække i Sydirak, som de i sin tid flygtede fra.

Vi hilser og griner lidt til hinanden. Jeg spørger til deres butik, men der er heldigvis ikke sket noget, fortæller de.

"Det er sgu ligesom Bagdad," siger jeg så.

"Nej," svarer husets teenagesøn.

"I Bagdad bliver man skudt. Det gør man ikke her."

"Fair nok," tænker jeg flovt. Og smutter op i tredjesalslejligheden, hvor jeg kan se det hele fra altanen.

De vælter en flaskecontainer, og lyden er så voldsom, at det overdøver sirenerne fra TV2 News. Nu tænder de bål. Nu kommer politiet. Så flygter de unge. Så kører politiet. Så er aktivisterne tilbage med en affaldscontainer. Så tænder de bål. Så lyder sirenerne, og de unge flygter. Og sådan fortsætter det, indtil jeg har fået nok og går i seng.

---------------------------------------------

Fredag morgen hører jeg reporteren på TV2 News beskrive stemningen på Nørrebro.

"Det er, som om bydelen har tømmermænd. Det ligner morgenen efter en hvilken som helst lørdag, hvor der har været fest på Nørrebro."

Jeg vover mig ud i verden. Det ulmer stadig i de mange bål, og jeg må binde mit halstørklæde op om næsen for at udholde stanken. Glarmestrene har travlt. Overalt bliver der hamret, banket og slået resterne af de splintrede ruder ud af deres rammer. Forældre med børn stirrer målløse på ødelæggelserne. Det må være svært at forklare et barn på fem år, hvad der er sket med deres by, mens de sov.

Det her er ikke tømmermænd, tænker jeg. Det er ikke morgenen efter en hvilken som helst fest. Det er resultaterne af en krig, der ikke har nogen vindere.