Statistikken taler sit klare sprog: Jeg har ikke set én eneste kvinde uden slør i Afghanistans hovedstad Kabul. Og jeg forstår godt hvorfor.

Burkaen. Det blå telt, hvor man kun kan kigge ud af et lille net ved øjnene. Vel nok det ultimative symbol på Taleban-styrets kvindeundertrykkende regime i Afghanistan.

Jeg har engang prøvet én. En Afghanistan-farer havde den med hjem, og vi var flere, der lige skulle have den over hovedet. Det var ikke rart, man fik åndenød, kunne ikke se ordentligt. Jeg kunne kun holde ud at have den på i ganske kort tid, før jeg febrilsk flåede den af igen.

Taleban blev væltet i 2001, men burkaen er her stadig. Nordpå i byen Mazar-e-Sharif, der er stærkt konservativ og traditionel, går mindst halvdelen af kvinderne i burkaer. Hvide. I hovedstaden Kabul, der, så længe nogen husker, er gået forrest, når det gjaldt udvikling og modernisering, er cirka en tredjedel af kvinderne stadig iklædt den blå burka. Det viser en hurtig optælling på min vej gennem byen og bazaren under mit ophold i landet for Nyhedsavisen.

Resten af kvinderne har slør på, hvor kun øjnene er fri. Jeg ser faktisk højst tre-fire kvinder i Kabul, der har hele ansigtet blottet. Håret er stadig dækket af mørkt stof.

De er bange for, at Taleban vender tilbage, lyder forklaringen fra de mennesker hernede, der har forstand på situationen. Kvinderne tør ikke tro på, at de internationale styrker virkelig vil formå at smide talebanerne på porten og give landets kvinder et anstændigt liv.

Dengang Taleban kom til magten, blev kvinderne tævet med cykelkæder og stokke på gaden, hvis deres påklædning ikke var tilstrækkeligt tækkelig. Det vil de ikke opleve igen, og de frygter, at der i disse år bliver holdt øje med, hvilke kvinder der lader burkaen falde. Og at talebanerne vil tage hævn, når det internationale samfund mister interessen for Afghanistan igen.

Som kvindelig journalist i Afghanistan er man genstand for usandsynligt meget opmærksomhed. Og det skal ikke forstås på den gode måde. Derfor gik der ikke mange minutter af mit første møde med landet, før jeg havde fundet mit eget tørklæde frem og skjulte håret.

Hvilken lettelse. Der bliver stadig gloet, bevares, men nu med mere respekt. Og føler man, at en mand går over stregen med sin interesse, så trækker man sløret lidt mere ned i panden og kigger ned i jorden som en anden bly viol. Man lærer det hurtigt.

Når man som vestlig kvinde går med tørklæde, så åbner man samtidig en dør, opdagede jeg i bazarens smalle, støvede gader i dag. Pludselig var det legitimt at nedstirre de andre kvinder. Noget, som vestlige mænd ikke skal drømme om at gøre, med mindre de vil risikere en ordentlig dragt prygl af kvindernes mænd.

Jeg vinkede til burkadamerne, og de vinkede igen. De stoppede op, og vi udvekslede hilsner ved at lægge højre hånd på hjertet. Tørklædekvinderne og jeg rørte flygtigt ved hinanden, når vi gik forbi, og mange smilede og ønskede mig en god dag.

Og så skete det. En afghansk kvinde kom i mod mig med bestemte skridt. Sløret sad så lavt, at meget af håret kunne ses. Hun gik med rank ryg, og hun havde fuld make up på. Hun så kort sagt skide godt ud. Der blev kigget misbilligende, men hun ænsede det ikke. Hun så mig, fastholdt mit blik og smilede fuld af overskud og trods. Jeg hilste igen, og lige dér midt i al mandschauvanismen og konservatismen blev jeg fuld af håb for Afghanistans kvinder.

Jeg tvivler bare på, at jeg selv ville have kræfter til at gå forrest i kampen.