Selv om vi på det seneste har mærket en bedring i beskæftigelsen, modtager alt for mange af Metals unge nyudlærte medlemmer en fyreseddel sammen med svendebrevet. De manglende jobmuligheder for de nyudlærte er alvorligt for Danmark. Der er behov for en politisk indsats her og nu.
Her i Randers mærker de unge krisen ekstra hårdt. Således er 45 medlemmer svarende til 32 procent ud af i alt 142 arbejdsløse, under 30 år.
Det er alvorligt for de unge selv, der ikke bare kæmper for at få et job men også ofte med lav selvtillid eller ligefrem depressioner.
Udsigterne til en bedring er ikke gode. Dansk økonomi er i recession og der er der en overhængende risiko for, at mange unge aldrig får brugt den uddannelse, de har taget. Det kan give varige problemer for samfundet.
Erfaringerne fra 1980’erne, hvor vi sidst havde en tårnhøj ungdomsledighed, viser nemlig, at det kan have betydning resten af livet. Kommer du ikke i arbejde hurtigt efter udlære mistes kvalifikationerne, fordi de ikke bliver holdt ved lige. Arbejdsgiverne foretrækker simpelthen enten erfarne folk eller helt nyuddannede, når de endelig skal ansætte.
VK-regeringens svar på problemet er blot at sende de unge i gratis virksomhedspraktik. Her får virksomhederne arbejdskraften gratis, mens den ledige må nøjes med dagpenge.
Desværre giver virksomhedspraktik ikke job. Tværtimod. Når virksomhederne kan få gratis arbejdskraft, så foretrækker de det.
Derfor er der brug for en helt anden indsats, så der skabes vækst og rigtig beskæftigelse. Fremryk de offentlige investeringer der er planlagt og giv virksomhederne mulighed for at afskrive investeringer i nye maskiner. Det skaber vækst – og arbejdspladser - også til de mange unge uden job.