(Bragt som Den Gale Pen onsdag d. 28/3)

Det begyndte ellers så godt. Brenda Walsh og Dylan McKay forelskede sig mod hendes fars vilje, som endte med at erkende, at Dylan ikke var så slem som sin kriminelle far. Siden kom ordene jeg elsker dig . Så mistede Brenda sin mødom på prom night . Alt forløb efter bogen, og Dylan og Brenda blev forbilledet for en hel generation unge pigers tilgang til kærlighed og parforhold.

Men så kom den skæbnesvangre sommer, hvor Brenda rejste til Paris med Donna og efterlod Dylan og Kelly tilbage i Beverly Hills. Det var begyndelsen til enden. En ting førte til en anden, og pludselig stod Kelly og Dylan på et gadehjørne og fortalte Brenda, at de havde valgt hende som det svageste led.

Den aften TV 2 viste det afsnit, blev tusinder af pigehjerter, heriblandt mit, knust sammen med Brendas. Og nu - mere end 10 år senere - forstår jeg stadig ikke, hvordan i al verden Dylan kunne vælge Kelly over Brenda.

En meget uvidenskabelig undersøgelse på min arbejdsplads viser, at ingen andre af de kvindelige journalister forstår Dylan. Brenda var jo stærk, selvstændig, initiativrig, sjov og klog. Kelly derimod var lyshåret og simpel.

Det var netop denne karakteristik af Kelly, som mine mandlige kolleger med det samme præsenterede, da de blev bedt om at forklare Dylans valg. Mon de forstår den frustration hundrede af tusinder (hvis ikke millioner) af unge piger følte, da verdens ellers mest politisk korrekte serie valgte at sende et budskab om, at i sidste ende er det det yndige dukkebarn, der får helten og ikke den stærke kvinde?

Jeg ved ikke, om de nu voksne mænd selv ville træffe samme valg i dag. Hvis svaret er ja, vil jeg for første gang i mit liv tale kvindernes sag under parolen: Dylan tilbage til Brenda!