Naar jeg fortaeller andre om Dubai, moedes jeg som regel af to reaktioner: Enten synes folk, at det lyder fantastisk og vil selv derned. Ellers ogsaa synes folk, det lyder som et maerkeligt og overfladisk sted uden historie og kultur.
Jeg vil da gerne indroemme, at jeg ikke kunne lade vaer med at traekke paa smilebaandet, da jeg i gaar var paa rundtur i Dubais aeldste kvarter. Selv om guiden meget stolt fremviste forskellige bygninger, havde jeg (der bor i et hus fra cirka 1920) svaert ved at blive imponeret over husene, der blev bygget i 1940erne.
Det er da rigtigt, at Dubai og resten af emiraterne tydeligvis mangler en faelles historie og kultur. Men det er det, de arbejder paa at skabe nu, og det synes jeg er mindst lige saa imponerende, som diverse historiske bygninger, jeg har besoegt.
Der er én faellesnaevner ved alle i emiraterne: penge. De lokale har dem og forsoeger at faa flere, og udlaendingene (baade dem fra det rige Vesten og dem fra det fattige Asien) vil have dem. Dette faelles maal goer, at man har fundet en helt speciel maade at leve sammen paa, som jeg ikke har oplevet andre steder. Kvinder indhyllet i lette, sorte stoffer koeber ind i de samme butikker og drikker kaffe ved de samme cafér som de lyshaarede og blaaoejede med miniskoert paa. De har maaske ikke saa meget at goere med hinanden i dagligdagen, men man respekterer og accepterer, at andre mennesker har andre maader at leve livet paa.
Dermed er emiraterne naaet vaesentligt laengere end mange andre lande i baade Europa og Mellemoesten, hvor man efter flere hundrede aars krige stadig ikke kan finde ud af at enes. Emiraterne har maaske ikke en faelles fortid at referere til, men de forsoeger i faellesskab at skabe en fremtid. De kan traekke paa alle andre landes erfaringer og har dermed en enestaaende mulighed, som ingen andre lande nogensinde har haft (saa vidt jeg lige kan se).
En af de ting, som lederne hernede er blevet bevidste om, er, at penge ikke er nok til at bygge et land paa. I det oejeblik olien slipper op vil de fleste udlaendinge ogsaa traekke sig ud - med mindre, der er andre ting, der goer stedet tiltraekkende. Og det er netop det, man arbejder paa i oejeblikket. I Dubai er olien for laengst sluppet op, hvorfor Sheikhen har gjort stedet attraktivt for udenlandske investeringer paa andre maader.
I Abu Dhabi - der sidder paa al olien og dermed kontrollerer en af verdens fem stoerste oliereserver - vil man gaa kulturens vej. Derfor har en haandfuld af verdens bedste arkitekter faaet til opgave at tegne forskellige bygninger til forskellige kulturelle formaal: Zadi Hadad (der bl.a. har tegnet udbygningen paa Ordrupgaard) har tegnet en hvallignende bygning, der skal rumme en operascene, en scene for klassisk teater, en scene for moderne teater og en balletscene. Derudover skal der laves et nyt nationalt museum, ligesom der bliver bygget et Guggenheim museum. Ikke noget, man normalt ville forbinde med arabere. Men Sheikhen i Abu Dhabi ved, at der skal helt andre ting til, hvis De Forenede Arabiske Emirater skal kunne bevare sin popularitet.
Nu ved jeg godt, at mange vil indvende, at alt dette ikke goer en forskel, da det hele alligevel handler om at tjene penge. Men hvad saa? Hvis penge er, hvad der skal til, for at saa mange forskellige kulturer skal kunne enes, saa er det fint med mig. Bare de enes.