I samme øjeblik, som politiet sendte aktionsstyrker ned over Ungdomshusets tag, var jeg på vej til lufthavnen for at rejse til Dubai. Derfor er det først nu, at jeg har dannet mig et overblik over de danske mediers dækning af rydningen og den efterfølgende ballade. Så jeg håber, at I vil bære over med mig, hvis dette indlæg virker lidt forældet. Der er nemlig en ting, som går igen i næsten alle mediernes dækning af sagen – sammenligningen med borgerkrigslignende tilstande.

Jeg var kun fire år, da min familie og jeg flyttede fra Libanon til Danmark i 1985. Derfor er det naturligvis begrænset, hvad jeg har af præcise minder fra dengang. Men lad mig – på baggrund af resten af familiens erindringer - slå en ting fast:

Situationen på Nørrebro mindede på ingen måde om borgerkrig!

I en borgerkrig går nysgerrige personer ikke ned på gaden for bedre at kunne følge med i al balladen. Unge mennesker bruger ikke tiden på at krænge brosten op fra gaden. Og der er ingen, der klager over, at de får serveret mad fra McDonalds, mens de sidder bag tremmer.

Livet under en borgerkrig er at tage stilling til, om hele familien skal sove i samme værelse, sådan at hvis bomben falder, så dør alle. Det er at sidde på en trappeopgang og høre missiler blive affyret, mens man tæller sekunderne for at se, om missilerne når hen over ens bygning. Det er ikke at kunne gå roligt forbi en bil, fordi den kan sprænge i luften når som helst.

Billederne fra Nørrebro har uden tvivl virket voldsomme på mange danskere. Og det er jeg glad for. Det er nemlig et tegn på, at de fleste her i landet er vokset op under fredfyldte forhold. Men man må endelig ikke tro, at man ved, hvordan irakere, bosniere, libanesere og alle mulige andre folkeslag i borgerkrig har haft det. Det ville være at nedgøre alle lidelserne, som de folk har gennemlevet.