(Bragt som Den Gale Pen torsdag den 12. april) 

For snart otte år siden døde min far af kræft. Da diagnosen blev stillet, fik han at vide, at han kun havde få måneder tilbage af leve i. Men stædig som han var, gik han selv i gang med at lede efter behandlingsformer. Og han fandt også en, som efter lang tids jagt viste sig også at være på Rigshospitalet.

Så han gik i gange med behandlingen og fortsatte ellers med at leve livet, som om han var helt rask. De fleste dage kunne man da heller ikke mærke på ham, at han havde en kræftknude på størrelse med et knytnæve i maven. Tiden gik, og lige pludseligt havde han levet et år længere, end lægerne forventede.

Men så kom beskeden fra doktoren: Der var ikke nogle beviser for, at behandlingen virkede (knuden var hverken blevet mindre eller større). Derfor stoppede de den. Men det var ikke kun en håndfuld piller, de fjernede fra min far. Det var også håbet. Der gik tre måneder, og så døde han.

Jeg ved selvfølgelig godt, at min far nok ikke havde nået pensionsalderen, selv om behandlingen var fortsat. Men det er alligevel tankevækkende, at det gik så hurtigt ned af bakke, da først lægerne stoppede behandlingen. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det var nødvendigt. Hvis behandlingen var dyr, kunne man for eksempel have givet ham vitaminpiller eller pebermyntepastiller. For min skyld kunne man have givet ham hvad som helst, så længe han bevarede håbet.

Min far er ikke den eneste kræftpatient, som jeg har set dø efter beskeden om, at lægerne ikke kunne gøre mere. Så jeg ved godt, at det er vigtigt for patienten at forberede sig på døden. Derfor skal lægerne selvfølgelig ikke lyve og sige, at patienten vil blive helt rask. Men det ville måske være en ide at bøje sandheden lidt engang imellem.