Enhver integrationspolitik bør bygge på en erkendelse af menneskets iboende intolerance overfor normafvigelser i almindelighed, og overfor udefra kommende bestræbelser på at sætte den kulturelle dagsorden i særdeleshed. Den dominante kulturs modstand går i princippet ”planken ud” for at bevare samfundsindretningen og selvforståelsen.

Intolerancen er dog selvfølgelig personvariabel – nogle er mere rummelige end andre. Og især er den værdihierarki-variabel: Det går nogenlunde med det muslimske tørklæde, mens det straks er værre med burka, og helt galt med arrangerede ægteskaber, for slet ikke at tale om flammetaler til fordel for sharia. Lige præcis hvor vi hver især trækker grænsen for tålelig sameksistens med muslimer, er derfor individuel. Men der ER grænser, og det ER os, der sætter dem.

Integrationspolitikken gør også klogt i at erkende, at kulturfremmede med helt afklaret selvfølgelighed anser sin egen kultur for at være det bedste, det rigtige, og det eneste svar på ”mennesket i samfundet”. Og med samme selvfølgelighed er det ikke en mulighed for en muslim at blive vesterlænding. Den slags sker først og fremmest i generationsspring.

Af disse årsager vil multikultur altid være et spændingsfelt, og kulturfremmedes tilpasning altid være en lang og kontrær proces.

Det betyder selvfølgelig ikke, at intet fremmed kan absorberes, eller at fremmedes tilpasning er udelukket. Bevidst rummelighed er dog heldigvis tilgængelig for den gode vilje et stykke af vejen, men accept af det fremmede, og de fremmedes tilpasning til os, foregår kun langsomt, og kun med indbygget modstand. Og selvom vi lykkes med en holdbar våbenhvile, tilhører vi ikke af den grund samme gruppe med samme dagsorden. Den opgave hører kommende generationer til.

Det følger af ovenstående, at krav om tilpasning (her forstået som ”omvendelse” til danske værdier), er en blindgyde, som i bedste fald fastholder kulturgruppernes konflikter, i værste fald optrapper dem. Det er ikke muligt at opretholde en ligeværdig selvopfattelse, når ens kulturelle identitet uophørligt udsættes for forandringspres. Et sådan pres signalerer ringeagt, og ringeagt er en af de sikreste krigserklæringer.

Men det følger også af ovenstående, at en vis tilpasning ER nødvendig for at undgå radikalisering af etnisk danske, og dermed ustabilitet. ”Vi har vel ret til at være herrer i eget hus”, lyder det insisterende, eller ”smid dem ud!”. Ganske uden hensyntagen til retsstatens begrænsninger, og universelle lighedsprincipper, adlyder folk de urgamle beskyttelses-mekanismer, selvom det jo ellers ligger helt fast, at enhver kan mene og opføre sig, præcis som de lyster, så længe det ikke er forbudt ved lov.

Er der nogen, der har gode forslag til, hvordan vi reelt løser konflikten?