Det er kun marginaler, der skiller de politiske fløje hvad angår samfundsindretningen. Alle står på frihed, lighed, kollektiv velfærd og omsorg, privat ejendomsret, osv.

Diskussionen går sjældent på, hvordan samfundet skal se ud, men derimod på rækkevidden. Altså kvantitet mere end kvalitet. Måske skal vi have lidt penge med hjemmefra ved lægebesøg – måske ikke. Måske er det rimeligt at alle modtager den offentlige børnecheck – måske kunne de rigeste godt undvære den. Måske skal understøttelsen sættes lidt lavere for at tvangsmotivere folk til at søge arbejde – måske er det urimeligt. Vi diskuterer ikke princippet, men omfanget.

Det eneste der snart sagt er tilbage for politikerne, er grænsedragning af vores naturlige adfærd, fx forholdet mellem egoisme og solidaritet, eller hvor langt flokdyret må skelne mellem ”dem” og ”os”, eller hvor langt samfundet kan praktisere ”noget for noget”, når mennesker har brug for hjælp. Med andre ord er politik blevet et spørgsmål om adfærdsværdier mere end om samfundsindretning. Og det er vel dybest set en smuk fortælling om årtusinders kamp, der er vundet. Historien kæmpede for et retfærdigt samfund. Det har vi fået, så nu gider ingen diskutere den sag længere.

Til gengæld er der stadig behov for at diskutere menneskelige kvaliteter og egenskaber, så værdier vil fortsat være højt på dagsordenen sammen med klima, miljø og globalisering.