Jeg kom forleden dumpende ind i en udsendelse om organdonation, hvor deltagerne selvfølgelig var vildt uenige. Den gængse holdning – og ikke mindst i befolkningen – er, at organdonation nærmest er en pligt, men måske er der lidt lusk med i spillet, for selvom 80% har en udtalt positiv holdning, har kun 10% meldt sig ind i organregisteret. Hvad er nu det for noget?
Der vil sikkert komme flere til, ingen tvivl om det, men det synes umuligt at lukke hullet mellem holdning og handling, hvilket tyder på et dybereliggende etisk problem. Folk skilter godt nok ikke gerne med det, for tidens ånd tilsiger donation som det eneste anstændige, men når det kommer til stykket, er der åbenbart noget ubehagelig kannibalisme over organdonation. Det er ikke sådan ligetil at være reservedelslager for andre individer.
Det nytter vel ikke meget at skælde et overvældende flertal ud for dårlig moral, så hvad skal vi gøre for at lokke masserne ud af deres larmende tavshed?