Integration er noget hjemmefødninge finder på, fordi de ikke bryder sig om fremmedhed. De andre skal blive ligesom os, eller fungerer det ikke. Og det er sådan set også rigtig nok, for det er i nærheden af det umulige at dele værdier.

Så er der selvfølgelig mange, som på behagelig afstand forsøger sig med en intellektuel, og meget sympatisk, kulturel rummelighed, men det er netop her, illusionen viser sig. Tag nu fx Nørrebro, hvor jeg vil gætte på, de mest kultur-rummelige etniske danskere bor. Der har man en privatskolefrekvens på ca. 50% i modsætning til landsgennemsnittet på 12%. Hvad er nu det for noget? Hvorfor er det, at de mest imødekommende danskere løber skrigende væk fra de "sorte" skoler? Det gør de selvfølgelig, fordi værdier er vigtige og ikke kan deles.

Så sidder jeg lige og lytter til Pernille Bramming, en rigtig arkehumanist med de helt rigtige holdninger. Hun flyttede til Cairo, blev forelsket, blev gift, fik barn. Men selvom alt var nogenlunde så optimalt som tænkes kan, flyttede hun hjem igen, når ungen for alvor skulle til at socialiseres. Det var simpelthen et ubærligt ansvar at lade datteren opdages til ægypter. Nu siger hun så i sin nye bog "jeg er en kvinde, som ikke vil integreres".

Selvfølgelig vil hun ikke integreres. Endnu mindre ville hun assimileres. Og slet ikke ville hun tillade sit barn kulturel integration i hendes eget fødeland. Mon ikke vi burde indrømme muslimer samme ret til dyb og inderlig modstand mod VORES kultur?

Nu kunne Pernille Bramming så bare flytte hjem igen. Det kan man hævde, at muslimer også bare kan. Men pointen er, at selvom de bliver her trods kulturel aversion, er vi dumme i vores hoveder, hvis vi forlanger noget af muslimer, ingen andre mennesker kan opfylde.