Politik er ikke, hvad det har været – og bliver det heller aldrig igen. Så meget tør jeg godt stå inde for. Og des hurtigere politikere indretter sig herefter, des større fordel i forhold til kommunikationen med vælgerne.

Mange vil formentlig være enig i, at en stor del af ideologiernes begrundelse var reelle interessemodsætninger iklædt mere eller mindre vellykkede tankesystemer.

De besiddende klasser havde deres gode begrundelser for at hævde retten til kapital, jord og velstand, men som tiden gik, stod kun den private ejendomsret og individets frihed tilbage, fordi dette antageligt er universelle menneskelige fordringer. Resten måtte falde.

På den anden side udviklede der sig i kølvandet på Marx et gigantisk system med det formål at gøre samfundsgoderne til kollektivt eje, men også her faldt det fra hinanden, og tilbage stod kun retfærdigheden, fordi dette antageligt også er en universel fordring. Resten måtte falde.

Nu har alle så sejret ad helvede til. Alle er nogenlunde enige om, at samfundet bygger på privat ejendomsret, individuel frihed og retfærdighed. Tilbage er kun marginale fordelingsproblemer, som man kan skændes lidt om inde på midten af det politiske spektrum. Her er der ikke brug for politiske ideologier, så det gælder om at søge mod centrum for at få sin bid af kagen. Kun de radikale og enhedslisten fastholder positionerne, og begge bliver klart straffet for det. Folk tror ikke på store tankesystemer, og fortidens reelle interessekonflikter er afløst af velstand, velfærd og kollektiv omsorg. Det bliver ikke meget bedre.

Jo, verden er blevet anderledes, og hvad der optager folk derfor tilsvarende anderledes. Politik er blevet en kamp om at fordele de sidste 5 procent, og ismerne er skrottet som dårlige samfundsmæssige styringssystemer. Fx er det ikke en stigende tilslutning til SF's politiske forankring i socialismen, der på få år har fordoblet partiet, men tværtimod det forhold, at SF har udfaset ideologiske dogmer og i stedet nærmet sig den almene konsensus om det gode samfund inde på midten. Plus selvfølgelig det faktum, at Villy Søvndal qua sin personlige gennemslagskraft og charme har en magnetisk tiltrækning på vælgerne. Befolkningen elsker ikke SF, men elsker Villys fortælling om det gode ansvarlige samfund, hvor doseringen af individ, kollektiv, klima, kulturværdier og fremtidsperspektivet falder i manges smag. Højre side af folketingssalen doserer lidt anderledes, og tiltrækker derfor andre vælgere, men overordnet er forskellen beskeden. Vælgerne kræver simpelthen de 95% konsensuspolitik på plads, før de i øvrigt ganske troløst boltrer sig i de sidste 5% efter devisen: hvem har dagens bedste tilbud.

Ideologierne er stendøde. Fremtidens politik vil derfor dels handle om værdier, hvilket er det samme som identitet, og dels ydre omstændigheder som klima, ressourcer og globalisering. Problemet er blot, at selvom de ydre omstændigheder er uhyre vigtige, optager de ikke folk særlig meget, mens de til gengæld er vældig optaget af ligegyldigheder som dommernes hovedbeklædning og frikadellens bevarelse i børnehaven.