Esmanns analyse af situationen i Irak og Afghanistan
http://avisen.dk/blogs/fres/esmann-valgets-skjulte-udenrigspolitiske-dagsorden-081107.aspx?CommentPosted=true#commentmessage
er en upræcis, ensidig, negativ, manipulerende og unuanceret forestilling, som i øvrigt dokumenterer Esmann s slet skjulte foragt for regeringen
For det første, vi gik ikke ind på en løgn. Det grundlag der blev lagt frem i folketingssalen var Saddams manglende overholdelse af FN resolutionerne. Esmann er som bekendt journalist, så det ved han godt. Altså taler han mod bedre vidende og manipulerer. De bagvedliggende motiver var sikkert de talentløse efterretningstjenester, der trods Hans Blix vurderede, at der var A-våben, så selv om mange troede der var masseødelæggelsesvåben - og selv om det var et argument for Amerikanerne - så var det altså ikke det der blev stemt om i salen her i Danmark. Så om igen Esmann.
Vi taber IKKE i Afghanistan og der er masser af legitimitet for vores tilstedeværelse dér, som i øvrigt støttes af et bredt flertal i folketinget. Så hvad er problemet Esmann? Vil du hellere se landet tilbage til tiden under Taliban?
I Irak HAR det gået ad helvede til, men det går i mellemtiden en anelse bedre, og man kan kun håbe, at det værste er ovre. Deler du det håb, eller vil du hellere se et Irak i total opløsning, sådan at du efterfølgende kan pege fingre af regeringen, imens Irakerne bløder?
Vi trak os ud fordi vurderingen var, at Irakerne kunne selv. Det er muligt, at de bagvedliggende motiver var, at man ville ligge det bag sig før et valg, men selv hvis der var bagvedliggende motiver, så trak vi os ikke ud på en løgn. Irakerne har nemlig siden dokumenteret, at de har kunnet overtage ansvaret med en vis succes, og det er altså en sejr for dem, som vi imod alle ods har været med til at give dem.
Slutteligt toppes "analysen" af med historien om Tyrkiet, der næsten har invaderet Nordirak, og så er illusionen om det totale kaos perfekt. Men de har ikke invaderet endnu, og kommer sikkert ikke til det. Sker det alligevel, så er det fordi de Irakiske Kurdere opfører sig uansvarligt med deres drabsaktioner i Tyrkiet. Skal vi nu også tage skylden for det?
Det er simpelthen forstemmende, at en så erfaren journalist på så højt niveau betjener sig af så manipulerende udtalelser, blot for at stille regeringen i et dårligt lys. Tænk at vi som licensbetalere i årevis har været tvangsindlagte til at finansiere sådan en gang sort håbløshed. Der må da være et højere formål med dit liv? Jeg håber engang du kommer tilbage til lyset Esmann, for det er dér du hører til, og vi er mange der engang lyttede til dig med stor respekt og interesse.