En flydefærdig mening direkte fra husvognen "Lonely Rider" i Sydhavnen.

Da jeg skvattede over min nabos avis i går var jeg sgu lige ved at tabe smøgen ud af kæften.
En ting er at hende, klaphatten, i min nabovogn ved siden af er begyndt at holde gulvmåtten fra Jylland, men noget andet er, at ham den lille fedtede og overbetalte krølle-bølle imitator Anders Lund Madsen går i kødet på Galathea-ekspeditionen.

Det var sgu også på tide. De trænger nemlig til at blive kølhalet godt og grundigt som de skide landkrabber de er.

Ikke siden jeg besøgte et flydende bordel i Port Said i 78 har jeg set magen til sejlende cirkus. Hele ekspeditionen gør jo raske og ordentlige søfolk til grin, mens alle mulige selvfede gymnasiaster og metru-seksuelle forskerspirer springer rundt som dækslast, selv om det kun er alt for tydeligt, at de kun ville egne sig til ballast hvis vejret bliver hårdt.

Det eneste, der mangler for at gøre det hele komplet er sgu at hende der Sofie Gråbøl kommer ombord på den vakkelvorne Galathea-skude for at drikke cafe latte og vise sine bryster, for det er efterhånden sket i samtlige film, jeg har set med hende.

Og hvis det så bare stoppede med, at hun dukkede op. For endnu værre er det fandeme, at skibet er fyldt til rælingen med blodfattige, økologiske biologtumper, der kun drømmer om at stikke deres instrumenter op bagi forsvarsløse skildpadder.

”Jamen det er jo bare for at foooooooooorske og gøre videnskaaaaaaaaabelige fremskidt.”

Ja så? Rend mig et vist sted. Var det så bare for at koge suppe på krybdyret, så var det da bare lidt til at forstå. For sådan en Galapagosfætter er sateme delikat, kan jeg godt fortælle. Nam-nam.

De skide landkrabber har jo for fanden brug for en rigtig sømand til at vise dem vej over de syv have og ikke mindst give dem et hårdt drag over nakken, når de begynder på deres fjollerier. Men tror I, jeg fik lov at komme med? Nej, det er kun for de håndplukkede tosser, der har været med i glat-ålen Jarlens søvndyssende talkshows, som er lige så inspirerende som at se på testikelkræft, der breder sig langsomt. Føj!  

Nå, men jeg måtte sgu blive i land, og så var jeg endda parat til at arbejde under overenskomsten – hvis bare jeg kunne få invalideknallerten med på skivet. Men jeg blev pure afvist, da jeg ikke havde været stand-up komiker i starten af halvfemserne. Sådan noget forbandet svineri.

Og jeg havde sgu endda kørt hele vejen ud til Søfartsstyrelsen på Østerbro for at få fornyet søfartsbogen. Det er præcis den samme historie som med ham der kajakkongen Troels Kløvedal, der heller ikke ville vide af mig på trods af, at jeg har betalt alle hans latterlige ture på hans plimsoller ved at begynde betale licens i de senere år.

Så jeg må jo bare nøjes med Galathea Kroen inde i byen. Der er altid stemning selv om deres ristaffel er ved at blive lidt for ensformigt efter mange årtiers besøg. Deres jazz-plader kan de sgu også godt forære væk, men jeg har nu alligevel haft en sjov tid der.

Lige nu kan jeg desværre kun se til fra sidelinjen på den nye ekspedition og håbe, at ham der Anders Lund Madsen bare har en lille smule mandshjerte og kan tørre sine våde hundeøjne, vaske håret og prøve at løsrive sig fra sin lidt bedre begavede storebror, som bestemt ikke har det nemt, når han skal trækkes rundt i sølet på grund af sin lillebrors tåbeligheder.

Hvis han kan det og samtidig tør rejse sig fra sine søvndyssende friværdimillioner i rækkehuset og i stedet skrider til handling ved at sabotere projektet, ja se så var der noget ved det. Fandeme ja.  

Alt det kræver, er nemlig lidt fingerfærdighed og tålmodighed for at lave en såkaldt ”Titanic”. Jeg kender knebene gør jeg. Det ved Lloyd’s til gengæld ikke jeg gør. Hæhæ.

Så jeg håber på at du, Anders Madsen, melder dig på broen til en helt speciel mission ombord på Galathea-skuden, der er kommet ud på alt, alt for dybt vand.
Lad os for pokker sætte en stopper for den vanvittige ekspedition en gang for alle!

Er du enig?
Jeg har sgu da ret!