Her er beviset på min eksistens. Foran lorteavisen.
En skæv og lallende christianit tog fotoet.

For pokker, jeg er sgu blevet holdt for nar. Fandeme om ikke to skide levebrødsjournalister har udgivet sig for at være mig. Det er sgu en skandale, en hetz og ikke mindst en hån!

Jeg har set deres kridhvide, selvfede ansigter her på Avisen.dk, mens de rigtig soler sig i fotografens blitzlys og får deres 15 sekunders berømmelse, mens de bliver interviewet over en café latte.

Fint skal det jo være, når man er medieluder. Føj for pokker, siger jeg bare.

Sådan nogle skide, frustrerede journalistpraktikanter fra et eller andet latterligt kæmpe it-firma skal for helvede ikke slippe godt fra at misbruge og tilsvine mit gode navn og rygte.
Ham den ene påstod ligefrem, at han var stolt over at skære ruccula. Ja, spørgsmålet er om han er overhovedet er en mand. For fanden da. Giv ham dog en kniv og send ham ind i et drivhus – og LÅS døren og fyr op for Round-up en. Han er jo farlig at have gående løs. Sådan en skide metru-seksuel socialpædagog. Og ham den anden er sgu ikke meget bedre. Han ligner jo fandeme den der russiske spion Li-Loco-Sjanko efter indtagelsen af en omgang dårlig sushi med hårtab til følge. Sådan et par skide misfostre. 

Derfor er det fuldkommen absurd, at Nyhedsavisen er hoppet på den tykke løgnehistorie fra de to gymnasieelever. Men enhver idiot, der kommer ind fra gaden, så journalisterne ikke selv skal have overtøjet på og ringe efter en taxa, har åbenbart fri adgang til alle tiders gang lalleglade mikrofonholder-journalistik, hvor det gælder om at få så lidt ud af dem, man interviewer, at det kan skrives på bagsiden af et frimærke.

Hvordan pokker kan Nyhedsavisen overhovedet tro på sådan to utroværdige individer, der ser ud til at have tilbragt de seneste par år indespærret i en kælder sammen med en punkteret portugisisk samlejedukke?
Det er satme utroligt, hvad man kan slippe af sted med, bare fordi der er for megen spalteplads, der skal fyldes ud hver dag!

Men allright, det er sgu nok kun, hvad kan man forvente af Nyhedsavisens halvsløve livsstilsjournalister, der sipper café latte og render rundt i strikkede nissehuer, mens de skriver om sig selv og hvem, der orker at komme fordi deres redaktion.

Men ikke nok med, at nogle storsmilende journalistpraktikanter udgiver sig for at være mig, så skal jeg fandeme også finde mig i på det groveste at blive bombarderet med underlige spørgsmål fra Anders Gylling von Trier, nyhedsavisens selvudnævnte vagthund og landets femte statsmagt i egen person.

Han er fandeme mere bidsk og frustreret end en kastreret terrier, og så har han set for mange krimier. Han påstår at han har "lokket" mig i en fælde og siger, han har "afsløret" mig.
For fanden da! Manden har jo fuldkommen mistet orienteringen i niende klasse og har ikke fundet vej siden. Han kunne sgu ikke engang finde sin egen røv, selv hvis man stak ham Kraks nyeste vejviser. Og alligevel tror han, at Bowlingeprisen er hjemme ved at genere en stakkels helt fra arbejderklassen som mig.

Det finder jeg mig sgu ikke i. Dråben har fået ølkruset til at skumme over. Derfor besluttede jeg i går, at jeg ville tage ud og give det pladderhumanistiske og lalleglade gulvmåtte-organ en lærestreg.
Fandeme ja!

Helt nemt var det dog ikke at finde ud til reservatet af særligt udstødte og forsmåede bladsmørere. For Nyhedsavisens sørgelige undskyldning af en redaktion ligger fuldkommen gemt væk i en eller anden sump på Lynetten. Jeg kørte sgu endda fast to gange i noget mudder, før jeg fandt frem til det store blå skilt, der var begravet i Christiania-cykler.

Nå, men tiden var inde. Ansigt til ansigt, skulle de skide ruccula-journalister høre, hvad Gus Jensen egentlig mener om deres lemfældige omgang med sandheden.

Men det forsøgte en eller anden frustreret pædagogkælling straks at bremse. "Du skal vente her", kommanderede hun og sagde, hun var receptionist. Det ville jeg sgu skide på. Der er fandeme ikke nogen kælling, som skal give Gus Jensen en ordre.

Så jeg vadede sgu bare ind alligevel og råbte op efter ham der Anders Gylling von Trier. Nu skulle den lille terrier sgu smage fars knytnæver.

Men det viste sig, at manden ikke var der. Han var skam ikke en af Nyhedsavisens journalister, fik jeg at vide af en eller anden såkaldt redaktionschef, der var klædt ud i nogle vanvittige metru-seksuelle gevanter.

Næh, Anders Gylling var bare en af de der popsmarte, top-ironiske bloggere, der lader som om de er den ægte vare. Det var "spin" fortalte den bebrillede redaktionschef med et smil, der var større end Storebæltsbroen.

Det viste sig, at blogfotoet af ham der Anders på Avisen.dk stammede fra et fængsel i Irland og at de havde fundet det på internettet.

Personen, der stod bag hans sproglige udgydelser, var der ikke rigtig nogen, der vidste noget som helst om. Men han var en billig arbejdskraft. For han skrev jo grammatisk korrekte artikler om emner, der kunne bruges i Nyhedsavisen.

Bevares, de fleste af hans socialpædagogiske Feng Shui artikler kunne man ikke rigtig bruge til noget som helst, men hvis man forkortede dem, kunne de alligevel plantes lidt sporadisk som petitstof på de sider, hvor annoncørerne sprang fra.

Det kom godt nok lidt bag på mig, at Anders Gylling von Trier ikke var en af Nyhedsavisens højtlønnede skriverkarle. Den vrede terrier med det onde blik i øjnene, fandtes sgu ikke. Men selv om jeg har erfaring med alle mulige skide charlataner fra øst til vest, så kan jeg jo ikke banke et par sandheder ind i et fantom, det mystiske X, en flyvende hollænder, et ikke-eksiterende alias fostret af en syg personage. Så jeg måtte fortrække igen med uforrettet sag. På vej ud stødte jeg i Nyhedsavisens helt egen David Trads, som jeg i første omgang troede var en stuebirk i krise.

Så kan det nok være at Gus højre arm kom på overarbejde, og ikke siden et bagholdsangreb i en smøge i Bangkok i 1982 har jeg mærket adrenalinet pumpe i samme omdrejninger. Jeg nåede dog kun at lange ud efter aviskongen et par gange, mens han behændigt holdt en pakke ruccula op foran ansigtet til forsvar. Sådan en tøsedreng! Alle ved at Gus får udslæt af ruccula.

Det krævede en håndfuld metru-seksuelle livsstilsjournalister at slæbe mig ud af bygningen, hvor jeg endte med ansigtet mod asfalten.

På vej tilbage på min motoriserede enhed kunne jeg mærke, at vreden langsomt forsvandt fra mig. Jeg kørte ned på den lokale for at få styrket mine tanker og for at få orden på tingenes rette sammenhæng. Eller rettere mangel på sammenhæng. Der behøver åbenbart ikke være mening med, hvad man skriver. Og man behøver ikke være den man siger, man er? Det er lidt lige som hende der Isak Dinesen og Anne Pihl Rasmussen!

Det kan godt virke underligt, men jeg har sgu lidt ondt af den avis. De skriver jo bare ud af det blå. Men mig skal de ikke tage røøøøøøøøøøøøven på. Derfor vil jeg - i protest - ikke blogge mere på denne avis.

Det opfordrer jeg så også alle andre bloggere til at gøre. Vi kan ikke have tiltro til journalistik, der ikke har hold i virkeligheden. For fiktion har vi sgu da Hollywood til, ikke aviserne. Farvel!

Er vi enige?
Jeg har sgu da ret!

PS: En af mine nevøer har oprettet dumænet www.gusjensen.dk til mig. Sandheden finder I fremover der!