Fra Bjarne Riis til Team Easy On

Jeg var én af de mange, som fyldte cykeltasken med lunt brød, gode patéer og liflig vin, og sammen med gode venner tog afsted med nattoget til Paris hin skønne julidag i 1996 for at følge Bjarnes sidste etape frem mod mod målstregen på Champs Elysée i hans sejrrige ridt hin sommerdag.

Jeg sad på tribunen og heppede og startede råbekor, som jeg hørte ekkoet af flere dage efter nede i le Metro. Og jeg deltog i de danske rytteres sejrsfest på en fashionabel natrestaurant, hvor Bjarne desværre ikke deltog, da han var forpligtet til at feste med sine løjtnanter og øvrige vandbærere (eller hvad det nu var de bar) hos Telekom. Men jeg havde da den ære at vise sportens minister, Jytte Hilden, vej til toilettet hele to gange. (Ja, jeg har en formning om, at Niels Mathiesen ville have kunnet båret festen med lidt mere stil end hun gjorde)

Joeh, det var stort, og bagefter turede jeg natten rundt i Paris med nogen Jørgener, der kaldte sig Leth og Riis, og en række andre, så det passede med, at jeg kunne komme hjem og overtage en seng på hotellet, da de andre stod op, for det var kun lykkedes os at skaffe et tre-sengs-værelse til fire mand med så kort varsel.

Ikke så skuffet over Riis

Det glemmer jeg aldrig! Men jeg var ikke så skuffet endda, da Bjarne stod frem og indrømmede sin brøde, for vi var jo allesammen dengang klar over, at hele feltet var pumpet til bristepunktet med alle mulige sjove stoffer. Min kontakt i cykelforbundet havde tidligere fortalt, at da han kørte totalisatorløb flere gange om ugen på Ordrupbanen som juniorrytter i 60 erne, blev de alle sendte ud at løbe en ordentlig tur, hvis løbene blev aflyst på grund af regnvejr, for at løbe det medicinskab ud af kroppen, som de var blevet fyldt med forinden.

Men Team Easy On!

Nå, men alt dette skulle jo slet ikke dreje sig om Bjarne Riis, som vi ikke blev så skuffede over endda, men om TEAM EASY ON! 

Her havde vi regnet med, at Team Easy On skulle indvarsle en ny og helt ren epoke i dansk cykelsport, når de med uimponeret ildhu og - en langt mere overskuelig træningsmængde - bandt an med selv de største opgaver med en ukuelig sejssikkerhed. Uden at miste den solide kontakt til muldjorden, som i særlig grad holdchefen Henning Primdahl var i besiddelse af.

Og så skal vi sidde og se på deres pressemøde, at de ikke var et spor bedre hak end de andre! At Pim tog sig en lille koger af og til for at klare nervepresset, havde vi vænnet os til at se gennem fingre med. Men en liste på 72 medikamenter, det oversteg selv de mest fanatiske fans fantasi.

Vi må erkende, at efter dette er der ikke nogen stjerner tilbage inden for sportens verden med et rent hjerte i et rent legeme, som vi med god samvittighed kan holde med. Æret været mindet om et cykelhold, som alligevel beredte os så mange gode underholdende timer!

Se pressemødet!

Men det må siges, at de gennemførte det pinagtige pressemøde med bravour. Også da Pim mente sig berettiget til at besørge et ærinde i et hjørne af studiet og Henning Primdahl fik ham på bedre tanker. Og da bjergrytteren Bobby Olsen brød så utrøsteligt sammen, at Primdahl måtte opbyde alle sine coach-evner for at få ham til at holde inde igen.

Det var et rørende og fantastisk skue, som jeg vil se igen og igen på her.

Husk at se både del 1 og 2 af pressemødet!