40.000 kroner på et kvarter. Uden at vise lønseddel eller selvangivelse.
Det kan man få på landets posthuse, der tilbyder Danmarks næstdyreste hurtiglån, oplyser TV Avisen. Post Danmark formidler lånene for firmaet Handels Finans.
Låner man eksempelvis 8.000 kroner over 24 måneder er det med en årlig omkostning på 31,2 procent. Samlet set koster lånet 2.840 kroner.
Forbrugerrådet vil have Post Danmark til at holde med at formidle lånene, men det afviser Post Danmark.
- Vi tager ikke stilling til rentesatsen. Det må være et mellemværende mellem Handels Finans og kunden, siger souschef hos Post Danmark Ole Bach Nielsen til TV Avisen.