De myter der er blevet ført frem som argumenter mod etableringen af et nyt ungdomshus må høre op. Det mener Mandagsmødet (Ungdomshuset besluttende forum, min bem.), der har følgende kommentar til nogle af de mest rabiate ungdomshusmodstandere...

Vi bor altså også i Nordvest

Ned på jorden. Ungdomshuset fungerede 24 år på Jagtvej 69 uden at ejendomsværdien gik gennem gulvet og uden at børnene i den bagvedliggende børnehave druknede i brugte kanyler. Gamle mennesker blev ikke slået foran huset og uroligheder var ikke en fast tjans på vores aktivitetsliste.

De myter der er blevet ført frem som argumenter mod etableringen af et nyt ungdomshus må høre op. Vi ønsker et godt forhold til vores fremtidige naboer og vi er overbeviste om, at vi vil få det glimrende med langt, langt de fleste. Men hvis man er fast besluttet på at ungdomshusaktivister er bygget af 80 procent ondskab og 20 procent psykopati, så er der desværre ikke så meget vi kan gøre.

Vi har stillet op på en lang række borgerhøringer. Vi har ønsket dialogen, men vi må sande, at det langtfra har været muligt på alle møderne.

Vi har oplevet at holdningen i mange tilfælde har været præget af, at det er nemmere at sige nej til et ungdomshus i kvarteret end det er at sige ja. Siger man nej, så bliver alt ved det gamle. Men sige man ja, så ved man ikke helt, hvad der sker. Vi har gjort, hvad vi kunne for at fortælle om hvad Ungdomshuset egentlig var. Mange har lyttet og nogle har ikke. Det er ikke mærkeligt, at dem der ikke tog sig tid til at lytte kun har bekymringer.

Vi kan godt forstå, hvis nogen synes at processen der har ledt hertil har været besynderlig. Det synes vi også. Der er da ingen tvivl om, at det er helt forrykt, at beboerhøringer det ene øjeblik er altafgørende og det næste øjeblik er ligegyldige.

Samtidig må vi sige, at den tilgang, som nogle personer har haft til høringerne har været mildest talt ærgerlig. I ungdomshusbevægelsen er vi vant til at lade de bedste argumenter vinde og til at finde kompromiser i fællesskab. På de borgermøder vi har deltaget i under denne proces, har vi i stedet oplevet at argumenter var noget man ledte efter, når man allerede havde besluttet sig. Nogle førte krig i stedet for dialog.

Nogle af os, der deltog på møderne oplevede at folk sagde til os, at hvis blot de andre fra Ungdomshuset var som os, så var der ikke noget problem. Men tag ikke fejl. En der, klædt i sort, kaster sten i natten, for en sag hun tror, på kan næste morgen være hende, der smiler pænt til dig fra bag kassen i dit lokale supermarked. Og på den anden side har punkeren, du skuler ondt til, måske aldrig været til stede ved uroligheder.

For vi bor også i Nordvest, og det er også vores kvarter. Faktisk flytter flere og flere herud fra Nørrebro, fordi huspriserne (trods 24 år med Ungdomshuset) er steget så meget, at det er de allerfærreste, der i dag har råd til at etablere sig i 2200.

Det korte af det lange er, at vi tager en masse med til Nordvest – eller hvor vi nu ender i et nyt ungdomshus. Og det er ikke brosten og gadebarrikader. Vi kan garantere jer for, at det hus vi rykker ind i vil blive et levende, spændende sted – og et trygt sted at tage hen. Vi passer på hinanden, og vi respekterer hinanden.

Nogle gange tror vi, at dét, som nogle af de mest skeptiske på møderne, i virkeligheden har været bange for … er, at deres børn skulle begynde at komme i ungdomshuset – og elske det.

Mandagsmødet d. 14. april 2008

 http://www.ungdomshuset.dk/spip.php?article630