Det moderne danske samfund bryster sig af at være født af oplysning og politisk lighed og gensidig ytringsfrihed. Den såkaldte karikaturkrise, der satte Danmark på kant med en kvart verden, gav os anledning til at spørge os selv, om vi i grunden forvalter denne arv så modent, som vi selv går og tror? Var den et udtryk for ægte kritisk debat eller simpel og sårende provokation? Svaret blev aldrig entydigt. Ny barsler Danmark igen med en international krise i form af en skønlitterær bog, som angiveligt skulle være lige så provokerende som karikaturerne af Profeten Muhammed. Bør vi gøre det? Spørgsmålet er jo ikke om vi har ret til det – det har vi bare (takket være vort lands rimeligt demokratiske forfatning). Men BØR vi gøre det?

Svaret afhænger af hvilken rolle bogen spiller. Simpel provokation kan vel næppe siges at have et moralsk formål. Men det har en kritikken. Kritik er jo mere end blot og bart at benægte sin modstanders eller samtalepartners synspunkt. Kritik forudsætter en anerkendelse af modstanderen. Ikke blot en anerkendelse af hans ret til at sige som han gør, men langt vigtigere en anerkendelse af, at også han kan have ret, i det han siger. Anerkendelsen af modstanderen betyder altså, en anerkendelse af, at sandheden og metoden til at nå sandheden, også bliver bestemt af ham, i en gensidig proces.

Sagen er, at skal vi nå til gensidig forståelse – og det er vel det oplysning, politisk lighed og ytringsfrihed handler om, da alt andet er en ufredstilstand – bliver vi nødt til at anerkende vores modstandere for selv at kunne opnå den anerkendelse, vi har brug for. Anerkendelse er altid gensidig.

Hvorfor har vi brug for anerkendelse fra vores modstandere? Det handler om den meningsfuldhed vi lægger i begrebet kritik. Kritik er en metode til at nå større erkendelse, moralsk, videnskabeligt, kunstnerisk, eksistentielt etc.. Når jeg kritiserer et synspunkt, kritiserer jeg dets gyldighed – ikke dets ret til tilstedeværelse. Det kræver på sin side en argumentation, som i sig selv er en åbning for kritik. Det giver slet ikke mening at kritisere noget, hvis ikke der findes en åbning for kritik. Kritik er altså anerkendelsen af, at der hos den anden i lige så høj grad som hos den første, ligger en mulighed for at have ret - i erkendelsesteoretisk forstand, ikke juridisk. Deraf følger, at hvis min modstander ikke anerkender denne ret hos mig som jeg anerkender den hos ham, findes der ingen mulighed for at nå til gensidig forståelse. I så fald kan vi lige så slås. Og det gør vi så…