Vi er alle chokerede over den rå brutalitet vi i denne tid ser i forbindelse med bande- og rockervold i de københavnske gader. Vi spørger os selv hvorfor og hvordan det er kommet så vidt. Politiet arbejder på højtryk for at sætte en stopper for vanviddet, men der er grænser for hvad de kan gøre, fra den ene dag til den anden. Situationen er allerede ude af kontrol.

Vi bør benytte lejligheden til at spørge os selv, om situationens alvor kan siges at have et historisk ophav i den forstand, at vi har ofret fællesskabet, solidariteten eller for den sags skyld sammenhængskraften i voret samfund på modernitetens alter?

Jeg forstår modernitet som det historiske opbrud der fulgte af at individet blev frigjort fra den feudale samfundsorden. Denne bevægelse skete på én gang teoretisk og historisk.

Den teoretiske frigørelse tog sin begyndelse med Descartes radikale ego og blev fuldstændiggjort med Kant og den tysk idealismes påpegning af selvbevidstheden som erkendelsens og moralens ophav. Filosofien har atter taget denne periode op til alvorlig gentænkning og subjektivitetsteori og forskning i selvbevidsthed er i dag en af de få alvorlige udfordrere, til dendeterministiske hjerneforskningshype.

Den historiske frigørelse brød for alvor igennem med den franske revolution, der godt nok endte i terror og derfor aldrig blev fuldendt i frihed men i en ny magtfordrejning. Denne frigørelseskamp har siden stået som et mål for enhver politisk bevægelse.

Friheden er imidlertid blevet forstået på meget forskellige måder. Der er den liberale opfattelse af frihed fra ydre statstvang og frihed til ejendom.Der er den konservative idé om at frihed kun kan udfolde sig inden for et tranditionsbaseret samfundssystem, hvor det enkelte menneske spiller en bestemt rolle i dette samfund. Og der er den socialistisk idé om friheden fra kapitalens undertrykkelse.

Disse frihed opfattelser blev dog alle overskredet med ungdomsoprørets eksperimenter med familie- og samfundsstrukturerne. Disse eksperimenter fandt sted inden for seksualopfattelsen, arbejdslivet, samlivsformer og undervisningssektoren. Kort sagt blev der gjort radikalt op med ethvert normativt bestemt område. Med dette opgør blev det normative underlagt for alle de politiske hovedideologier fuldstændigt fjernet. Det var et eksperiment - kunne det holde til en herredømmefri ligeværdighed? Børn af perioden siger ofte nej. Den selvrealisering der altid var på spil i eksperimenterne gik flere gange ud over børnene. Siden har de fleste af os forladt eksperimenterne igen, men vi kan som samfund ikke siges os fri for, at noget at det idégrundlag som eksperimenteringen opstod, er blevet hængende. Den radikale frihed.

I dag handler det ikke længere om friheden til at kunne kræve sin ret, men om den totale frihed til at få ret. Det er en afgørende forskel og den gør tilmed forskellen på et samfundsfællesskab og et samfund hvor vi hver i sær er atomer der vilkårligt støder ind i hinanden. I dag er vort fællesskab alene ophængt på vores individuelle moral, noget der i sidste ende er skabt af en opvækst under ordnede forhold og kærlighed. Det gode ved, at vores moralske forpligtethed skal begrundes i vores eget selv, er, at vi dermed ikke kan fralægges os det personlige ansvar og begrunde vores handliner i en ekstern autoritet. Det mindre gode er, at  for nogle bliver sværere at acceptere, at der er autoriteter vi må bøje os for. I dag kan jeg kun se en sådan autoritet begrundet i den retsorden, der gør det muligt for os at kræve vores ret, men ikke giver den til den, der ikke har den. Dermed har vi åbnet den største mulige frihed, nemlig at leve i et retssamfund der anerkender os som havende del i dette samfunds rettigheder.

Jeg vil æde min gamle tweedkasket på, at Nørrebros desperadobander hverken er vokset op under ordnede forhold eller med kærligt overskud. Dermed er der ikke noget samfundsfælleskab tilbage, som de kan føle sig forpligtede overfor. Derimod er der et stærkt bandesammenhold og den personlige autoritet der følger af at have en pistol i hånden.

Hjælper det mon så, at straffe dem hårdt? Vil de føle sig mere knyttet til samfundsfællesskabet? Næppe. En anden generation er tabt og det er på tide seriøst at debattere hvordan vi får genetableret et samfundsfællesskab, der er i stand til at inkludere alle samfundet grupper?