Efter adskillige spørgsmål til vores lille blog, besluttede jeg mig for at skrive en klumme. Jeg ville beskrive min motivation for ikke at stemme d. 8 februar. Jeg har mødt mange hovedrystende og uvidende mennesker, når jeg afslører at jeg end ikke overvejer at deltage i demokratiet.

    For mig er det ikke et nemt valg, at fravælge stemmeafgivelsen, selvom mange tror på myten om den ukritiske, holdningsløse sofavælger, der ikke gider gå ned til valglokalet, eller fordi de er for dumme til at forstå både det samfund de lever i og vigtigheden af fremtidens politiske linie. Jeg vil påstå, at jeg ved mere om politiske og samfundsmæssige forhold end de fleste og at det netop kræver megen bevidsthed at være bevidst sofavælger.

 Da det er min debut i rollen som vælger, har det været en endnu mere horisontudvidende og modnende beslutning for mig ikke at stemme, selvom det vel egentlig er så banalt, som at fravælge sig enhver anden rolle, en kønsrolle eller konfirmationen, ligesom for andre at vælge en uddannelse eller en kæreste!

    Et spørgsmål som jeg er blevet præsenteret for igen og igen, har været, "om jeg da ikke kan se fordelen ved nogen partier frem for andre?", "om der ikke er nogen jeg er mere enig med end andre?" Og svaret er naturligvis: JO. Hvis jeg skal umiddelbart skal tage stilling mellem de opstillede partier, i forhold til kortsigtet gevinst, politiske holdninger (f.eks. i forhold til udenrigspolitik), samt min privatøkonomi, så er det klart, at et bestemt parti falder mig mere sympatisk end et andet. Men hvad jeg må svare klart NEJ på er, om mine personlige sympatier, skal

forme hele samfundet, på trods af andre mennesker.

      Bare tanken om at påtvinge andre mine meninger med magt, frastøder mig. Nogen vil så spørge, om jeg ikke netop påtvinger andre mine meninger ved at være bevidst sofavælger og endda propagandere for, at andre gør det samme? Men bare fordi jeg ikke vil påtvinge andre mine meninger og sympatier, betyder det ikke at jeg er helt hvirvelløs og at jeg derfor accepterer at andre påtvinger mig en mening. Jeg propaganderer netop for et samfund, hvor man ikke behøver at være rystende enige, eller fratage andre deres frie vilje og muligheder. Et samfund, hvor den enes levevis ikke skal begrænse den anden. Og så længe jeg er underlagt andre menneskers mening - der jo netop er pointen med magt og kapitalistisk hierarki - vil jeg kæmpe for mit liv og mine meninger. Ikke for at andre skal have mine meninger og forhold, men så jeg kan have dem i fred.