Mens de sidste af jer er ved at række hænderne frem mod pensionen i enden af en lang karrirere, mens de sidste af jer nu skal nyde det længe opsparede otium der hænger som guleroden ved erhvervsmarkedets gulags udgang.

Er jeg nødt til at spørge jer, ganske vist indirekte som resultatet af den fremmedgørelse der tog over efter i selv gav op,

hvad gik der galt?

Indså i at i tog fejl?

Alt hvad jeg i dag kan se omgive mig peger på ingen måde på at i gjorde.


Hvor forsvandt i hen, jer der ikke tilhører de få der fortsatte deres oprør?

Overgav i jer til den håbløse ide om at man kan plante blomster i en dommedagsmaskine, og at man skulle kunne ændre den indefra?

Havde i ingen historie at udleve?

Var det nok?

Foretrækker i symbolerne på jeres ide fremfor ideen selv?

Tager i til takke med woodstock DVD er, compilation CD er og så ellers et lille systemtildelt matrikel nummer?

Var jeres ord virkelig uden mening?

Var jeres oprør virkelig ikke andet end et egoistisk forsøg på at skrabe et par oplevelser i rygsækken inden i stilte jer tilbage i køen til systemets ensretning?

I var så tæt på at i kunne have rakt hænderne frem og rørt ved en anden verden. Ikke alene en anden verden for jer selv, men for alle os andre der er kommet til for sent til jeres oprør, og nu må lide under systemets vægt i en kamp der kun er blevet endnu sværere, hvis ikke direkte umulig.

Jeg er ked af at måtte sige det, og i er sikkert ligeglade, selvtilfredse med jeres lønkonto, hus, bil, afdragsfrie lån og børnebørn, men jeg bebrejder jer. Jeg bebrejder jer at nu kunne læse om jeres modstand som var det et barnligt opgør med en voksen verden der vidste bedst. Jeg bebrejder jer for at vælge at se på fremfor at deltage. Jeg bebrejder jer for at blive født ind hvad i forsøgte at undgå.