Jeg er blevet bebrejdet, at jeg omtaler Sovjetunionen og de sovjet-inspirerede samfundssystemer som "socialistiske" i stedet for "kommunistiske", hvilket kunne tyde på, at de marxistiske begreber åbenbart er ved at gå i glemmebogen hos de fleste, her kun 18 år efter Murens fald...

Det må vel i sig selv anset for at være glædeligt; men som repetition af den marxistiske terminologis korrekte betydning bringer jeg alligevel nedenstående afklarende kommentar:

Nok fordi jeg har sat mig ind i tingene, skelner jeg stærkt mellem socialisme og kommunisme, og derfor er det både helt bevidst og fuldstændig korrekt, at jeg omtaler Sovjetunionen og de øvrige Østblok koncentrationslejrs-samfund som socialistiske, og IKKE som kommunistiske, for sådan betegnede de nemlig sig selv, i fuld overensstemmelse med den marxistiske teori.

SOCIALISME betegner ifølge marxismens statslære det stadium i samfundsudviklingen, hvor den private ejendomsret er afskaffet, og STATEN har overtaget ejerskabet over produktionsmidlerne. Det var dette stadium - altså det socialistiske - som Sovjetblokkens lande, samt Kina, Cuba m.fl.,  ifølge egen selvforståelse havde nået.

KOMMUNISME betegner ifølge den marxistiske statslære det ideelle slutstadium i samfundsudviklingen, hvor mennesket efter at have levet i det socialistiske overgangssamfund er blevet så afvænnet fra sine grådige egoistiske tilbøjeligheder - og dermed blevet så ædelt - at statsmagten ikke længere er nødvendig som kontrol- og tvangsfaktor: Ifølge marxismens og humanismens ide om det af natur GODE og USELVISKE menneske, vil de mennesker, der er opvokset i det retfærdige socialistiske samfund, selv tænke og handle retfærdigt. (I nmodsætning til hvad tilfældet er i de kapitalistiske udbyttersamfund, hvor de fleste mennesker ifølge teorien har fået deres oprindelige uselviskhed korrumperet af det omgivende egoistiske udbyttersamfund).

Ifølge marxismen vil staten gradvist "visne bort" ved overgangen fra det socialistiske til det kommunistiske samfund, fordi mennesker, der under socialismen i hele deres opvækst er blevet vænnet til at tænke kollektivt, ikke handler egoistisk; men altruistisk, og derfor vil de som nævnt ikke have behov for statlig kontrol og vejledning: I det kommunistiske idealsamfund er mennesket SÅ ædelt, at alle og enhver helt af egen drift YDER EFTER EVNE, og FÅR EFTER BEHOV, uden at nogen forsøger at snyde, og uden at der opstår misundelse eller konflikt!

Det er ud fra ovenstående kortfattede; men fuldstændig korrekte definitioner af socialisme og kommunisme klart, at eftersom STATSMAGTEN i den "virkeliggjorte socialismes" kontrol- og kassernesamfund mildest talt var meget mærkbart tilstedeværende, var der ikke tale om kommunistiske; men om socialistiske samfund.
Det var disse landes statsledere - som selvsagt kunne deres marxisme - udmærket klar over, og det lagde de heller ikke skjul på:

Sovjetunionens officielle navn var som bekendt: Unionen af SOCIALISTISKE Sovjetrepublikker.

Målet var dog fortsat at skabe fremtidens ægte KOMMUNISTISKE samfund, og i årene omkring 1960 udviklede Sovjetunionens daværende leder, Nikita  Khrustjow, nogle storladne planer om at Sovjetunionen produktions- og velstandsmæssigt skulle overgå USA, og den sande kommunisme indføres, altsammen inden 1970...

Som bekendt gik det helt anderledes.

De socialistiske samfunds sammenbrud er i virkeligheden også en endegyldig afkræftelse af  ideen om, at mennesket er overvejende uselvisk af natur, og kun udvikler egoistiske træk p.g.a. påvirkningerne fra et omgivende individualistisk udbyttersamfund: I Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande gjorde man nemlig gennem årtier et stort, og i ordets bedste betydning idealistisk arbejde for at opdrage de opvoksende generationer i kollektivistisk og uegennyttig ånd. Lige fra børnehavealderen blev børnene socialiseret i tankegangen om, at ikke barnet selv; men FÆLLESSKABET stod i centrum.

Alligevel viste menneskene i de forhenværende socialistiske Østblokstater efter Murens fald sig at være PRÆCIS lige så selvcentrerede og grådige som alle os her i det kapitalistiske Vesten, og pudsigt nok var det som om, at jo længere tid, folk havde levet under socialistisk kollektivisme, jo mere hensynsløst egoistiske, indtil det brutalt voldelige, syntes de at være...(De russiske OLIGARKER på det store plan. Den russiske Mafia på det mere jævne plan...).

Med fuld ret kan vi sige: SOCIALISMEN den er død. Den er død og den er borte: Verden bliver aldrig rød! Nej verden bliver ALDRIG rød...!

Socialismen gik FALLIT, både materielt og åndeligt.

Kommunismen er og forbliver en skøn utopi, som marxisterne aldrig har været blot i nærheden af at realisere. Det kan heller ikke undre, når man ved, at "Utopia" betyder "Intetsteds"...("Nomen est omen" - "Navnet er et varsel", som de gamle romere, der i øvrigt var varselstydere, ville have sagt...MÅSKE er varselstydning slet ikke så dum en ide...!?).

Henrik Ilskov-Jensen