I en klumme i dagbladet Informatíon lørdag den 21. juni 2008 hælder den i glemselen efterhånden godt hengemte Georg Metz al sin galde ud over statsministeren. Titlen på dette smædeskrift er ”Når bitterheden driver værket”, og det kan stadig findes på den elektroniske udgave af tryksagen.

http://www.information.dk/161131#comment-56955

Der ville ikke være grund til at kommentere dette bidrag til den journalistiske verdenshistorie hvis der ikke havde udfoldet sig en hidsig debat om det på netsiderne – og mange af indlæggene i debatten blev slettet af en nidkær og emsig webmaster, der som en kampdommer i bokseringen helle tiden greb ind og standsede kampen, når hendes foretrukne bokser blev svag og ikke kunne stå på benene.

Hvis nogle skulle være interesserede i hvordan det lille højintellektuelle blad, der har det franske Le Humanité og det spanske El País som forbillede, på sit eget område fortolker begrebet ytringsfrihed:

Der går en rød tråd gennem debatten om højre-venstreorientering til Georg Metz’ indlæg om den – efter hans opfattelse – gyselige statsminister siden 2001, Anders Fogh Rasmussen.

Vi kan vist uden diskussion konstatere, at Metz ikke nærer kærlige følelser for Fogh, som han anser for at være en udannet bondekarl fra den allermørkeste afkrog af det jyske. Han ønsker ham derfor hen hvor peberet gror og/eller et særdeles varmt sted, hvor de afdøde sveder rigtigt meget.

For at realisere denne translokation af bemeldte statsminister må Metz knytte negative konnotationer til Fogh, og de skal helst glide ned i læsernes svælg uden at sætte sig fast. I betragtning af at Fogh selv har benyttet/benytter/fortsat vil benytte lignende metoder overfor sine politiske modstandere, har Metz tilgivet sig selv på forhånd.

Metoden følger i store træk denne opskrift: Man må kunne betegne fjenden som farlig, gerne som djævelsk, umenneskelig. Ofte vil hele fjenden fremstilles sådan, nogle gange lederne, forførerne. Nogle gange er fjenden farlig for alle, af og til – som ved afgrænsede sociale problemer – kun for sig selv. Indignation er et vigtigt element i kampen. Krige kan ikke udkæmpes på et køligt, analytisk niveau. Overdrivelser og skrækbilleder kan bruges i de fleste forstadier til krig, og brugen af dem øger jo værre krigen måtte udvikle sig. Ideelt er det hvis man kan lokalisere en gruppe individer, som bærer alt det værste i sig ved fjenden, som legemliggør denne. En sådan homogen gruppe med ligeartede egenskaber bliver stående som ærkerepræsentanten for det onde, in casu liberalisterne.

Metz, der jo er en dannet akademiker, synker umærkeligt ned på pøblens niveau, men han opdager det ikke selv; thi han har jo ophøjede og ædle mål, der helliger midlet (in casu tilsvining). Som nogle debattører her på siden allerede har kundgjort, så er en væsentlig grund til at de holder/læser Informatíon netop Metz og konsorter; thi uden disse ville tryksagen ikke være den samme. Og Metz og konsorter skal jo leve, regninger skal betales, pensioner indbetales osv. ”Hestene” skal have hø, og en time ved tastaturet giver jo så mange spaltemillimeter, at det er til at leve med prostitutionen.

Jeg er ikke anderledes. Om nødvendigt lader jeg ædelheden og dannelsen fare – hvis jeg føler mig provokeret. Egentlig nærer jeg ikke nogen tyrkertro til den demokratiske grundfæstelse i det liberalistiske projekt. Men jeg foretrækker et samfund med personligt ansvarlige individer, der kæmper for deres rettigheder og egen lykke, frem for klientgjorte trælle, som blot rækker skålen frem mod deres herre!