De fleste mennesker kan – uanset politisk ståsted – være enige om, at det er godt at hjælpe andre. Og at undlade at hjælpe andre, der har hjælp behov, er dårligt. Men hvordan hjælpen bør ydes kan blive et langvarigt slagsmål.
I efteråret 2007 gik jeg til et annonceret seminar om u-landsarbejde i Økologisk Landsforening, som jeg havde meldt mig ind i om foråret, dvs. som medlem af forbrugergruppen. Hensigten var ifølge indkaldelsen at drøfte hvilken type u-landsarbejde foreningen eventuelt skulle beskæftige sig med, og i hvilket geografisk indsatsområde u-landsarbejdet eventuelt skulle finde sted. Det skulle vise sig, at den virkelige dagsorden var en helt anden. Men da det gik op for mig, var seminaret ved at være overstået.
Nogle af deltagerne var gennem deres respektive handelsfirmaer allerede engagerede i nogle lande, blandt andet Uganda. Det var de øvrige deltagere ikke oplyste om på forhånd. De var heller ikke forhåndsorienterede om, at andre deltagere i seminaret tidligere havde været udsendte som udviklingsarbejdere til netop Uganda, og at en af disse et lille års tid forinden havde fået foræret et rejsestipendium over den såkaldte oplysningsbevilling af Danida til netop Uganda. Det blev heller ikke nævnt under seminaret. Kortene var dermed godt blandede og gemte for de fleste deltagere.
Under seancen forsøgte jeg at stille opklarende spørgsmål til et eventuelt projekt. Det kom der ikke meget ud af. Ingen påtog sig at svare, da ingen følte sig ansvarlige, og seancen blev ledet med hård hånd af en ”general”, som var indsat til formålet. Denne slog ned på dem, der afveg fra linjen, som lagt på forhånd.
Det var først langt senere, at det gik op for mig, at det hele drejede sig om at få implementeret økologi i dansk ulandsbistand på landbrugsområdet – og på længere sigt i international bistand på samme område. Det må man lade økologerne: De har virkeligt forstået at lægge store planer! Men desværre, næsten som vanligt, kunne man tilføje, ved hjælp af svig og bedrag, falskhed og forklædning. Seminaret havde til opgave at udvikle en strategi for dette muldvarpearbejde, som skulle føre til ”økologisering” af dansk bistandspolitik – både i forhold til Danida, men også i forhold til de øvrige altruistiske udviklingsorganisationer, der arbejder på privat foreningsbasis. Men forinden burde man have gjort sig nogle overordnede, strategiske tanker.
Første spørgsmål ville være om det er en god idé at gøre landbruget i ulande økologisk? Det eksisterende landbrug i mange udviklingslande ligner jo økologisk landbrug i forvejen.
Det er korrekt. Og overgangen til økologi vil derfor heller ikke være urimelig svær i den første fase. Men at få økologisk landbrug i udviklingslande til på længere sigt at give det nødvendige udbytte er også en næsten umulig opgave; thi den eskalerende fødevarekrise sætter aktuelt en grænse for eksperimentet – sammen med en del socioøkonomiske forhold i den tredje verden (ex.: mangel på kapital og korruption).
Store dele af de dyrkbare arealer i udviklingslandene er udpinte, og giver derfor ikke et tilstrækkeligt højt udbytte. I nogle tilfælde må de opgives, og henligger i årevis som brak – hvis ikke de eroderes og forvandles til ørkner. Men tilfører man plantenæring og mineraler i passende mængder, og ændrer dyrkningsmetoderne ved nedfældning af planterester, så gendannes humuslaget, og jorden bliver igen frugtbar. Det tager selvfølgelig nogle år, og kræver tålmodighed – og kapital.
Et andet spørgsmål er om vi, den industrialiserede verden, kan tillade os at blande os i hvilken vej udviklingslande skal vælge ud af fødevareproblemerne?
At der i forvejen finder påvirkning af udviklingslandenes politik sted via de officielle (statslige) udviklingsorganisationer er velkendt. Der er for så vidt heller ikke noget odiøst i, at en privat forening – sammen med lignende foreninger – forsøger at påvirke den officielle udviklingspolitik i en for dem mere gunstig retning. Men der er noget odiøst i at den gør det under bekvemmelighedsflag, og dermed sætter de demokratiske strukturer ud af kraft.
Økologisk Landsforening forsøgte at få finansieret nogle af de forudsete udgifter ved projektet som ulandsbistand gennem Danida. Og projektet bestod i at uddanne ugandiske landbrugere af begge køn i økologisk landbrug gennem såkaldte Farm Field Schools. Det var forudsætningen for at landbrugerne kunne levere økologiske produkter til de handelsfirmaer, som er organiseret i Økologisk Landsforening, dvs. i dens Virksomhedsudvalg.
Umiddelbart kunne ingen indvende noget mod dette. Uddannelse er et helt legitimt formål for statslig udviklingshjælp. Det pinlige var blot, at de nys uddannede landbrugere med en høj grad af sandsynlighed til sin tid ville blive knyttede til handelsfirmaerne i Økologisk Landsforening gennem slavekontrakter, som de kun med stort besvær ville kunne slippe ud af.
Hertil kommer at en britisk organisation, Soil Association, der står for certificeringen af økologiske varer i Storbritannien, ikke ønsker at certificere varer som økologiske hvis de er transporterede med fly, med mindre en række sociale og arbejdstagerrelaterede regler er overholdte.
Dette koncept har Økologisk Landsforening ifølge dens hjemmeside helt fravalgt – eller anset for at være af mindre betydning. Der skal altså ikke være snærende bånd, som blokerer for udbytningen af den billige arbejdskraft i den tredje verden. Ingen sundhedsklinikker, ingen jordmødre, ingen skolegang til børn af småbønder. Ingenting. Kun hårdt arbejde i marken. Alt andet vedkommer ikke de hjælpsomme handelsfirmaer i landsforeningen.
Jeg er ikke længere overrasket. I starten var jeg forbavset over den kynisme og grådighed, som aktørerne i dette skuespil udviste, og troede at det var en akt af Shakespeares skuespil MacBeth. Det var det så ikke. Oprindeligt var økologi højt profileret på moral og anstændighed. Det var i en for længst svunden tid. Nu er økologien overtaget af iskolde forretningsfolk med store biler, manchetknapper i 18 karat guld og utallige flyrejser til fjerne forretningsdestinationer – samtidig med at de taler salvelsesfuldt om miljø, klima og vor fælles fremtid.
Principielt er det min opfattelse at hjælp til selvhjælp er at foretrække frem for bistandshjælp. Det er bedre at forære en bonde en sæk udsæd og en hakke end at forære pågældende en dåse mælkepulver og en dåse hakket kød (billedligt udtrykt). Måske er man nogle gange nødt til at gøre begge dele. Det får så være. Men princippet bør være at modtageren bevarer sin værdighed – i stedet for at blive klientgjort. Desværre er dette mange steder almindeligt, og nu ønsker Økologisk Landsforenings Virksomhedsudvalg også at optræde som nye koloniherrer i human forklædning; thi de ved meget bedre end de stakkels tosser, som skal hjælpes.
Jeg medgiver, at den tredje verdens ledere ofte træffer umodne beslutninger, som er præget af kortsigtede interesser, samt personlige (økonomiske) interesser. Den slags beslutningsprocesser bliver ikke mere demokratiske eller humane af at privatøkonomiske interesser melder sig som aktører på udviklingsområdet. Måske tværtimod. Derfor vil der være behov for endnu stærkere kontrol med de kræfter, som regeringen med den nye politik på området har sluppet løs. Hvis der ikke evalueres og kontrolleres på disse projekter, vil det svare til at slippe en hermelin løs i hønsehuset.