Efter at have sandsynliggjort at forestillingerne om økologisk landbrug hos forbrugerne bygger på en urealistisk myte, vil vi nu prøve at se på hvorfor denne myte er i stand til at overleve. Ja, oven i købet er særdeles sejlivet.

Blandt mange andre forhold spiller signalværdien en væsentlig rolle. Jeg sigter her til den signalværdi, som forbrugeren opnår ved at købe økologiske varer, dels ved kassebåndet i supermarkedet, ved middagsbordet, på arbejdet og i samtaler med familie og bekendte. Økologi signalerer ansvarlighed og omtanke, tro på fremtiden og hensynsfuldhed overfor andre. De økologiske organisationer har satset på at skabe disse betydningssammenhænge hos forbrugerne i nært og tæt samarbejde med detailhandlens aktører. Ifølge Økologisk Landsforenings årsberetning for 2007 har denne forening et kommunikationsteam på fire personer, som forestår denne opgave, der selvfølgelig også består i at placere positive meddelelser i pressen om økologi – eller negative oplysninger om konventionelle produkter. Alt sammen så diskret som det lader sig gøre i de enkelte tilfælde…..

Men også den ”indvortes” betydning af de udsendte signaler har betydning: Det letter samvittigheden at købe sig aflad gennem økologi!

Vi ved alle, at vi lever i overflod og overforbrug. Billederne af verdens fattige og sultne når trods alt at brænde sig fast i bevidstheden – inden vi zapper over på en mere interessant kanal. Det er også tilfældet, når vi hører om en uddød dyreart i et fjernt og fremmed land. Men vi vil meget nødig have ulve og vildsvin i danske skove, selvom de forsvandt for kun lidt over 100 år siden. Gennem købet af ”renere” varer kan vi bevare illusionen om at være med til at gøre noget aktivt, som vi tror i sidste ende er til gavn for miljøet – og altså også for fattige, sultne mennesker og truede dyrearter i Nebukanesien.

Økologi er en del af vor selviscenesættelse.

Egentlig er der ikke noget usædvanligt eller forkert i at iscenesætte sig selv. Vi gør det hele tiden: På arbejdet, til jobsamtaler, hos offentlige myndigheder og i parforholdet. Men man skal være bevidst om at det netop er selviscenesættelse. Og det behøver derfor ikke sige noget sandt om os selv. Det siger kun noget om hvordan vi gerne vil opfattes af andre – og i nogle tilfælde kun i en konkret situation.

Gennem økologi køber vi altså en identitet. På samme måde som når vi køber mærkevarer – biler eller tøj. Spørgsmålet er om det har nogle af de effekter, som vi tillægger produkterne? Bliver vort miljø renere? Standser vi den globale rovdrift på naturressourcerne? Bliver sultne mætte? Det ville vel være acceptabelt at købe en identitet hvis den også var sand; at den byggede på noget reelt.

For det første kan det fastslås, at økologisk landbrug udleder omtrent ligeså mange næringsstoffer som konventionelt landbrug til vandmiljøet. Ja, i nogle tilfælde flere. Men pesticider anvendes ikke, og det kan give flere sommerfugle og lignende i nogle områder. Til gengæld skal der anvendes arealer til økologisk produktion, som er mellem 20-40 % større end til konventionel produktion, for at opnå det samme høstudbytte. Man kunne overveje udtage den dårligste jord af produktionen, og henlægge den til skov eller ekstensiv afgræsning med forskellige dyrearter; vilde eller domesticerede. På jord med høj bonitet vil man kunne høste afgrøder i samme omfang som hidtil med konventionel dyrkning og forbedrede afgrøder, der ikke kræver øget anvendelse af pesticider.

Ser vi på rovdriften på naturressourcerne er situationen ganske rigtigt alvorlig: Mere og mere urskov fældes – med deraf følgende artsfattigdom som resultat. Men også i lande, hvor dette er et problem (Brasilien, Indonesien m.fl.), ønsker verdens økologer og bistandsorganisationer overgang til økologiske driftsformer – igen sandsynligvis med udbyttenedgang til følge, dvs. i forhold til konventionel, moderne driftsform. Det mætter i hvert fald ikke flere munde blandt verdens sultne. Nogle forskere har været ude med påstande om at økologisk drift i ulande kunne fordoble eller tredoble udbyttet i ulandenes landbrug. Det er utvivlsomt rigtigt: Når man tager udgangspunkt i ulandenes traditionelle og særdeles ineffektive landbrug. Men med forbedrede konventionelle metoder og afgrøder (f.eks. plantenæringsstoffer og génsplejsede afgrøder) vil man kunne høste udbytter i et hidtil uset omfang, og dermed undgå fødevarekriser, som den vi lige har oplevet.

Tillige gælder det også for fattige ulande, at økologisk landbrug kræver langt større arealer end konventionelt moderne landbrug for at producere det tilsvarende høstudbytte. Det vil alt andet lige betyde, at mere urskov skal fældes; thi demokratisk valgte regeringer vil have svært ved at sætte ind med børnebegrænsning – og i hvert fald ikke med metoder, der kan sammenlignes med Kinas ét-barns-politik. Således er Brasiliens præsident, Lula da Silva, på grund af sine kernevælgeres sammensætning (lavindkomstgrupper) forhindret i at skride ind mod de ulovlige skovfældninger. Økologer og bistandsorganisationer støtter dermed indirekte de ulovlige skovfældninger, der foregår ved at pengestærke bagmænd skubber fattige, jordløse bønder foran sig og senere overtager deres jord.

På baggrund af dette mener jeg ikke at økologiske varer og produktion reelt giver den grønne og gode identitet, som søges fremmet. Hvad vi derimod kan fastslå, er, at avancen i danske dagligvarebutikker på økologiske varer er højere end på konventionelle varer. Udtrykt direkte: Sælgere og producenter tjener mere på økologi end på traditionelle/konventionelle varer. Især i sælgerleddet er avancen høj.

Dette har imidlertid ikke interesseret Forbrugerrådet – som heller ikke har interesseret sig for fair trade-konceptet. Af politiske grunde har man valgt at sætte kikkerten for det blinde øje, når det drejer sig om disse forhold. På det økologiske område og fair trade-området har forbrugerne altså ingen organisation, som varetager deres interesser.

Blandt andet derfor er de selvgode myter om økologiens velsignelser så sejlivede. Og fordi der er mange penge i dem, er de så falske!