Op gennem halvfemserne opbyggede nogle økologer og venstrefløjen en uformel alliance. Af gode grunde var den ikke formaliseret, men de personlige kontakter spillede en betydelig rolle i udvekslingen af idéer og tiltag på det politiske område, herunder selvfølgelig også med hensyn til støtteordninger og tilskud til økologisk produktion.
Venstrefløjen lagde et ikke ubetydeligt pres på den socialdemokratisk-radikale regering, og tog sig godt betalt for at frede SR-regeringen. Men ikke for åbenlyst. Der var grænser for hvor meget Nyrup Rasmussen kunne tåle at miste i anseelse, og det ville blive skamløst udnyttet af de borgerlige partier. Dermed ville et fristende pres blive kontraproduktivt, og altså muligvis blive fødselshjælp til en borgerlig regering. Kommunisterne i Enhedslisten har altid været de køligste taktikere, og har længere erfaring i samarbejde med Socialdemokraterne end andre partier i Enhedslisten – også selvom de i netop den periode lå underdrejede på grund af østenstormene.
Der er slet ingen tvivl om at venstrefløjen ventede sig meget af alliancen med det økologiske jordbrug. Venstrefløjen var økologiens eneste politiske støtte – hvor uformel denne støtte end var. I DKP’s program fra 1975 er allianceformlen indskrevet, og der skelnes mellem det store landbrug (nu: industrilandbrug) og småbønder. Det sidstnævnte kunne godt være økobønder. 1975-programmet var DKP’s endelige farvel til den revolutionære vej, men programmer har erfaringsmæssigt ikke den store indflydelse på virkeligheden eller omformningen af den. Venstrefløjen og DKP håbede på at kunne vinde dele af de mindre bemidlede lag i landbruget over på deres side. Det er overflødigt at fortabe sig i hvordan det gik.
Det er tvivlsomt om ret mange økobønder har forestillet sig at alliancen med venstrefløjen skulle blive formel og politisk på længere sigt. Men drømmerne på venstrefløjen gjorde sikkert; thi disse har altid levet i idéernes verden – og ikke i den virkelige. Efterhånden som de økonomiske realiteter gik op for økobønderne, og forbrugernes interesse for økologi steg, begyndte der at tegne sig nogle muligheder for at ernære sig ved økologi. Og andre økologiske landmænd meldte sig på banen – blandt andet fordi økologiske mælkekvoter var lettere at få.
Hvor de tidlige økologer satsede på og indkalkulerede diverse støtteordninger i deres økonomi, kunne der nu anes mulighed for at drive en økonomisk bæredygtig forretning. Det lokkede en anden type økobønder til; nemlig dem, der er økologer for tegnebogens skyld. De nye økologer er stort set ligeglade med det tankesæt, der ligger bag økologien. De er økologer fordi det kan betale sig! Og de er udelukkende dygtige forretningsfolk uden det mindste anstrøg af religiøsitet. Formodentlig overholder de alle økologiske regler; thi det modsatte er en dårlig forretning – så længe det økologiske guld kan samles op på marken. De eksisterende støtteordninger har stadig stor økonomisk betydning for den enkelte bedrift, men det er på markedet at de fremtidige fortjenester skal indhentes.
De nye økologer føler ingen gæld til de tidligere politiske venner fra det revolutionære overdrev. Snarere tværtimod. Det økologiske marked udgør ca. 7 % af dagligvaremarkedet – med udsigt til en forøgelse hvis de økonomiske konjunkturer holder. Desværre er udsigterne til økonomisk stagnation i den vestlige verden ret evidente. Presset på lønningerne er højt, og det betyder forringet konkurrenceevne. Det kommer til at kunne mærkes på lønmodtagerne købekraft inden længe. Meget tyder på at den økologiske efterspørgsel vil stagnere, og måske falde i den kommende tid. Det er ”pengeøkologerne” helt opmærksomme på, og de har lagt deres politiske æg i den borgerlige rede – hvilket kun er forståeligt. Et tegn på dette er, at økologerne har fået plads i Landbrugsrådet, og nu sidder sammen med svinebaroner og kvægkonger i dette organ, der har enorm indflydelse på dansk politik på alle niveauer – ja, endog på udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Tilbage i Muddergrøften sidder nu Enhedslisten og den øvrige venstrefløj. Antageligt føler de sig rigtig godt underløbet – med god grund. Hvis de ikke vidste det før, så ved de nu, at alliancer kun lever så længe alliancens parter har gensidig fordel af det. Eller udtrykt på en anden måde, så kan man vente at ens alliancepartner skifter krikke midt i vadestedet, hvis det er fordelagtigt. Men venstrefløjen havde ikke andre muligheder end at satse på økologien og alt det, som er forbundet med den.
Det lå i venstrefløjens kapitalismeopfattelse at dens grådighed ville ende med at undergrave dens egen eksistens; at den bar kimen til dens egen undergang i sig, som Karl Marx udtrykte det. Jeg skal ikke gå ind i denne abstrakte diskussion. Så vidt jeg ved, pågår den stadig blandt lærde hoveder, og det er mit ikke. Men de fleste venstreorienterede ved, at kapitalismen har det bedst med en vis vækst, og det snedige for venstreorienterede er at få standset denne vækst; at få bragt kapitalismen i krise, thi det giver venstrefløjen dens chance i det revolutionære kaos under de uroligheder, der ofte ledsager kriserne.
Kravet om ”nulvækst” eller direkte nedgang i produktion og forbrug vil langsomt strangulere den kapitalistiske økonomi. Eller som det udtrykkes i de revolutionære ølstuer: ”Vi kvæler kapitalistsvinene med deres eget slips!” Formentlig og forhåbentlig forbliver det ønskedrømme blandt revolutionære fantaster, men meningen er sikkert dårlig nok. Der er god grund til at tro, at de borgerlige ideologer hele tiden har været opmærksomme på den strategi, som venstrefløjen udfoldede. Andet ville være næsten utænkeligt. Og det har selvfølgelig i en eller anden udstrækning umuliggjort dens realisering. Men også venstrefløjens egen adfærd har gjort sit til at den mistede fremgang: Asmaa Abdol Hamid og de unge på Jagtvej 69 er blot nogle eksempler på dette.
Paradoksalt nok – i betragtning af erfaringerne – støtter venstrefløjen og Enhedslisten stadigvæk økonomiske støtteordninger til det økologiske landbrug og anden økologisk produktion. Og ganske uden konsekvensberegninger. Samtidigt harcelerer man over støtteordninger til det konventionelle landbrug, og særligt EU-støtteordningerne, der efter sigende skulle forvrænge konkurrenceevnen på verdensplan til gunst for de rige, udviklede lande (USA og EU). Her kan det indskydes, at hver økologisk bedrift i Danmark får kr. 166.000,- i gennemsnit årligt, men konkret er der stor forskel.
Det er selvfølgelig ikke usædvanligt eller overraskende at staten belønner/favoriserer ønskelig adfærd med tilskudsordninger. Men spørgsmålet er om denne ønskelige adfærd er de mange penge værd? Den værdi, som økologisk landbrug har for miljøet er – som bekendt – meget tvivlsom og ret ubetydelig. Kun nogle pesticider undgås, og nogle undersøgelser viser, at anvendt korrekt og omhyggeligt er pesticiderne ufarlige, og truer hverken dyr eller mennesker.
Enhedslisten kræver med andre ord tilskud til økologi på et falskt grundlag. Og dermed svækker den sit eget argument mod støtteordninger, der forhindrer ulande i at opbygge en egenproduktion af fødevarer, som kan sikre befolkningerne mod sultkatastrofer af den slags vi lige har set.
Faktisk kan vi sige, at Enhedslisten sidder sammen med de andre partier som røvere, der deler rovet efter udåden. Hvis I holder mund, så siger vi heller ikke noget, synes devisen at være.