Det vil være en næsten umulig opgave helt nøjagtigt at fastslå hvorfra ”den økologiske tanke” kommer og hvordan den fik sin udbredelse – både i Danmark, Vesteuropa og USA. Egentlig kunne man tage mange andre lande og endda verdensdele med i opremsningen; thi også i f.eks. Latinamerika er sektoren også udbredt i og til flere miljøer, primært i de progressive, alternative og til dels religiøse miljøer.
Antageligt fik idéerne om økologi fat i flere miljøer samtidigt, idet de appellerer til flere segmenter i samfundet og kan indpasses i disse segmenters ideologiske tankegods – lige fra religiøse grupper til antikapitalistiske og revolutionære grupper, som i visse tilfælde er/var organiserede i partier eller lignende. Herfra blev de langsomt implementerede i faglige miljøer, primært landbrugsfaglige og dernæst i fødevareproduktionen.
I starten gik det uendeligt langsomt. De første økobønder var yngre idealister, som vendte det materielle ræs i byerne ryggen og realiserede sig selv i søgen efter noget ægte og oprindeligt, og enkelte – fortrinsvis unge – landmænd, som søgte et andet perspektiv for deres tilværelse, og som også var skræmte af kapitaliseringen af erhvervet. I dag er det formodentlig dem, som sidder på de største produktionsenheder, men det kan sociologer sikkert ad åre oplyse os sikkert om. Dette er kun mit (måske) kvalificerede gæt, ligesom det er mit gæt at ”bylandmændene” for længst er ophørt med at dyrke jorden, og eventuelt kun har nogle enkelte hobbydyr, som afgræsser vanskeligt dyrkbare områder, dvs. vådområder og stærkt kuperet terræn.
Efter en periode med skæve gulerødder og ynkelige porrer i Coop’s butikker steg kvaliteten og mængden mærkbart i det økologiske udbud, og dagligvaresektoren fik den ønskede forsyningssikkerhed. Det var med andre ord rentabelt at satse på økologiske fødevarer – hvilket var årsagen til den voksende udbredelse til selv små grønthandlere med anden etnisk herkomst end dansk.
Samtidigt foregik der en anden transformering, men i dette tilfælde i det politiske univers: Partiet Venstre udviklede sig fra at være et bondeparti til at være et økonomisk liberalistisk parti med sin vælgerbasis i det unge segment i byerne. De sidste syv års transformation i partiet forbigås her i sigende tavshed! Den indbyrdes forbundne tekniske udvikling og udviklingen i lønniveauet på landet var med til at sende tusinder af unge ind til byerne for at arbejde eller uddanne sig, og de bevarede deres ideologiske ballast fra deres oprindelige miljø. Som nævnt så landbrugets ledere skriften på væggen. De skulle blot vende blikket mod USA, hvor store områder er affolkede, og befolkningen koncentreret i nogle få regionale hovedstæder eller mellemstore byer, der har det udbud, som moderne mennesker forventer – herunder også jobmuligheder.
Venstre og landbrugets ledere kunne altså ikke påvirke politikken ud fra en vælgermæssig magtbastion. Partiet har heller aldrig blot tilnærmelsesvist haft et vælgermæssigt flertal i Folketinget bag sig, men har måttet søge indflydelse og regeringsmagt sammen med andre, ofte vidt forskellige, partier i ikke alt for smukke konstellationer. Men ud over disse parlamentariske hensyn, så måtte partiet også tage en slags ”ideologisk” hensyn. Efterhånden som økologien vandt fodfæste og økonomisk betydning, faldt modstanden i det traditionelle landbrug mod økologien. Men først måtte økologerne ad en politisk omvej.
Mange af de første økologer var på mange områder en smule venstredrejede. I hvert fald havde de visse sympatier for dele af det venstreskruede univers. Da de etablerede partier ikke viede dem nogen opmærksomhed af betydning, måtte de søge deres indflydelse hvor sæden faldt i mere gunstig jord og havde bedre spiringskraft. Det har den som regel i små partier, hvor et politisk kommandoraid har større udsigt til at lykkes. I dette tilfælde foregik det uhyre stilfærdigt og umærkeligt. Der var mange fordomme og reservationer, som måtte overvindes på begge sider. Med stor sandsynlighed findes der heller ikke et eneste dokument, som kan støtte dette udsagn.
Venstreorienterede har traditionelt haft et beklemt forhold til ”de tilbagestående bønder”. Gennemgår man de socialistiske klassikere, fremstilles bønder som konservative, egennyttige og træge. Men de fremhæves også som en vældig og uimodståelige revolutionær kraft, når først de er sat i bevægelse; dog uden evne til at lede sig selv uden for sognegrænsen.
Denne opfattelse lejrede sig også i de moderne venstreorienteredes bevidsthed. Og det var den, som måtte overvindes.
I slutningen af firserne på venstrefløjen og i begyndelsen af halvfemserne forlød det med bankesignaler på Enhedslistens interne vandrør at man måtte alliere sig med det økologiske landbrug og se bort fra eventuel ideologisk tilbageståenhed hos disse, altså reminiscenser af ”borgerlig” ideologi. For byøkologerne var målet først og fremmest at redde det økologiske projekt fra total fiasko. Man erkendte da også, at økologi måtte eksistere på almindelige markedsvilkår – dvs. kapitalistiske vilkår. For det første var det et implicit krav fra økobønderne, og for det næste var det et uomgængeligt økonomisk imperativ: Den økologiske sektor kunne ikke statsliggøres inden den led strådøden! Der ville ikke blive kastet noget statsligt økonomisk redningsbælte ud til den….
Det var altså et afgørende ideologisk brud, som Enhedslisten i stilhed og ubemærkethed foretog med sit arvegods. Interne kritikere har der sikkert været mange af, men de var disciplinerede af spærregrænsen; thi alle vidste, at det kunne være tvivlsomt om Enhedslisten ville kunne samle underskrifter nok til en genopstilling til folketingsvalg, hvis de gled ud ved et valg. Mange af tvivlerne ville se sig om efter andre muligheder, andre ville droppe de politiske aspirationer – måske for at gå på pension.
Kræfterne bag denne kursændring var uden tvivl kommunisterne i Enhedslisten. De har den ideologiske ballast, som mange unge i listen ikke har. Enhver kommunist ved, at det var alliancen mellem soldater, arbejdere og bønder, der i 1917 bragte Lenin og bolsjevikkerne til magten i det zaristiske Rusland.
Imidlertid skal man være varsom med hurtige konklusioner på dette forløb. Historien har også belært kommunisterne om, at den, der ikke følger med tiden, ender på historiens losseplads – som tilfældet var med både Gorbatjov og Eric Honecker. I nogle tilfælde har kommunister med succes foretaget kursændringer for at undgå orkaner. Når tiden kommer, vil kommunisterne igen sætte revolutionens fane i mastetoppen. Aktuelt erkender de deres magtesløshed – og bedyrer deres demokratiske sindelag. For tiden har de derfor valgt at leve i uvæbnet neutralitet med de andre samfundskræfter. Konkret har det fået udtryk i at utallige venstreorienterede med gode uddannelser har fundet ansættelse i statslige styrelser, ministerier, råd, nævn og lignende med relationer til miljø, ulandsbistand, jordbrug og klima. Det giver dem et førstehåndsindtryk af bevægelserne på de forskellige politikområder. Indlysende nok vælger disse ikke at træde frem i rampelyset, men holder sig i tusmørket og det uvejsomme krat.
I og for sig adskiller forholdene sig på dette område ikke fra andre politikområder. Danmark er et relativt lille land, og forskere, specialister og faglige eksperter har vi kun i begrænset omfang. De må derfor nødvendigvis optræde i flere sammenhænge indenfor deres område – og uanset deres politiske ståsted. Det ville derfor være et demokratisk fremskridt, hvis disse grupper gjorde deres forskellige engagementer offentligt tilgængelige på en database – herunder selvfølgelig også deres politiske engagement!
Det forekommer mig utilstedeligt at sejle under bekvemmelighedsflag!