De store overskrifter er fundet frem i miljødebatten i disse dage. En undersøgelse, foretaget på de amerikanske universiteter, Yale og Columbia University, viser angiveligt, at Danmark ligger på niveau med Albanien og Malaysia når det drejer sig om klima- og miljøindsats.

Således er undersøgelsens resultater i hvert fald blevet tolket af medierne. Eller skal vi være præcise: Nogle medier! Herunder selvfølgelig Danmarks Radio, som straks hev Steen Gade (SF) og Eyvind Vesselbo (V) i debatprogrammet på P1.

Det er mediernes opgave kritisk at følge den udøvende magts handlinger og undladelsessynder. De er – så at sige – offentlighedens kritiske øjne. Derfor kan der være ganske god grund til at de vender kraven ud på landets myndighedspersoner.

Efter således at have fastslået hvad der er mediernes opgave, kan vi passende stille spørgsmålet om hvorvidt de løser denne opgave tilfredsstillende – eller om medierne har deres egen dagsorden? Og – i bekræftende fald – om denne opgave har politiske over- eller undertoner?

Det vil i et indlæg som dette være umuligt minutiøst ord for ord at analysere indholdet af en hvilken som helst æterbåren udsendelse fra Statsradiofonien, og jeg vil heller ikke forsøge. Men ingen vil vel protestere afgørende, hvis jeg påstod at radioens flertal af medarbejdere har taget parti for klimaet og miljøet?

I mine øren blev Venstres miljøordfører, Vesselbo, sat miljøpistolen for brystet, og holdt ansvarlig for regeringens forsømmelser siden systemskiftet i 2001, samt alle de forfærdelige konsekvenser disse har haft. Jeg vil ikke benægte eller bagatellisere konsekvenserne. Muligvis ville Danmark have haft en lidt højere placering i den omtalte undersøgelse, hvis vi havde fortsat den miljøpolitik, som SR-regeringen havde lagt op til sammen med SF og Enhedslisten.

Jeg har ikke læst undersøgelsen. Men derfor kan jeg godt have en mening om den førte miljøpolitik i dronningeriget. Og der er nogle ubestridelige kendsgerninger, som vi også må forholde os til ved sammenligninger mellem så forskellige lande, som undersøgelsen omfatter. Her vil jeg kun i forbifarten nævne et par forhold.

For det første er en miljøkrone mere værd i Malaysia og Albanien end i Danmark, dvs. man får mere for den. For det andet har Danmark været meget mere intensivt dyrket i mange tusind år end de to lande, hvilket levner mindre plads til den ”vilde” natur.

Man kan naturligvis tage højde for disse forhold i sit materiale, og det burde man kunne forvente fra to så velrenomérede universiteter som Yale og Columbia University. Men selvom dette er gjort i undersøgelsens konklusion, så levner det stadigvæk mulighed for tolkninger og misfortolkninger – som medierne og miljøbevægelserne så kan bruge i det politiske spil omkring miljøpolitikken. Det er det, vi oplever lige nu.

Jeg besværer mig for så vidt ikke over de verbale slagsmål som foregår. Det er vel en del af den demokratiske proces. Og afdækning af den ledsagende demagogi er ligeledes en del af demokratiprocessen. Men man må holde fast i, at hvorledes og hvor højt man skal eller bør prioritere klima- og miljøindsatsen altid vil være et politisk spørgsmål. Og det er dette, som den egentlige kamp drejer sig om!

Udtrykt direkte, så drejer det sig om at skabe et indtryk i befolkningsflertallet om, at verden snart går under, hvis vi ikke snart/straks bruger flere ressourcer på klima og miljø. Det er inderligt ligegyldigt om indtrykket er sandt eller falskt. Det vigtige er om et flertal i befolkningen tror på det eller ej!

Fra historien ved vi, at udsagns videnskabelige værdi er underordnet. Det er flere gange lykkedes politiske aktører at overbevise et folkeflertal om visse befolkningsgruppers og racers mindre værd eller frakende dem menneskeværd. Og modsat er det lykkedes politikere at overbevise en majoritet om deres egen overlegenhed som mennesker eller nation.

At overbevise den undrende befolkning om at Dommedag er nært forestående, vil i nutidens massemedier ikke være et stort problem. Tværtimod vil det være en lukrativ forretning; thi menneskene har til alle tider haft behov for underholdning. Lige fra historiens omvandrende skjalde til vore dages Fox News. Og miljøkatastrofen har afløst tidligere tiders heltekvad og spøgelseshistorier.

Jeg skal være den første til at kræve en afbalanceret miljøindsats og den sidste til at græde ved ruiner af det miljøimperium, som tidligere miljøminister Svend Auken skabte til sig selv, da han blev gelejdet ud af formandsstolen hos Socialdemokraterne for nu mange år siden. Hovmod står for fald, som et gammelt folkeligt mundheld lyder. Og næppe har nogen politiker ført sig frem med mere ubegrundet arrogance end lige netop Svend Auken.

Der er god grund til at vende skråen og klappe øget, når miljøet er til debat. Det bedste er sådan set at gå sig en tur i skoven, tage på fisketur eller kigge på fugle i haven. Der er masser af natur, som man kan kaste sin kærlighed på. Men vi skal selvfølgelig passe på den!