Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Klimareligionernes overdrev

14. juli 2008 03:44
Visninger  [565 ]   Debat  [0 ]

Den har ramt os som tsunami. Overalt har den revet ned og skyllet væk. Intet er som før. Jeg refererer naturligvis til klimadebatten og alt, som tilhører denne. Intet er som før, og vil heller aldrig blive det.

Samfundsmæssige problemer er de problemer, som stærke kræfter kan udnævne til samfundsmæssige problemer – og dermed sætte til debat. Det er ikke nødvendigvis problemer, som angår mange mennesker. I hvert fald behøver det ikke være alment problem.

Det, der benævnes klimaproblemer, kan selvfølgelig godt gå hen og blive et problem, som berører mange mennesker. Og det undlader de såkaldte miljøorganisationer heller ikke at pege på – hverken i tide eller utide. De mest skræmmende scenarier fremmanes i bevidstheden og underbevidstheden hos store og små, unge og gamle.

Det uheldige er imidlertid, at scenarierne er uhyre komplicerede og svære at forstå. Temperaturstigninger, polar-isens smeltning, øget sol-aktivitet, havstrømmenes ændringer osv. er fænomener, som jævne mennesker ikke har forudsætninger for at operere med i deres dagligdags kalkulationer. Miljøbevægelserne har derfor haft behov for at udvikle en strategi, som appellerer til de brede befolkningsmasser – særligt i de rige industrialiserede lande.

De har stået overfor flere problemer. Et af disse har været troen på videnskabens (erkendelsens) muligheder i det menneskelige samfunds opbygning. Et andet har været de gamle religioners svindende, direkte indflydelse på politikken, som netop skyldes den øgede videnskabelig indsigt. Mange andre kunne nævnes, men udelades af hensyn til plads og overskuelighed.

Op gennem den sidste fjerdedel af sidste århundrede gik mange – især unge – på jagt i religionernes supermarked. En del faldt for Østens mystik, og andre opdagede oprindelige folks næsten glemte religiøse forestillinger om verden og dens indretning. Den sidste passede i mange henseender godt til mange andre forestillinger om verden, som trivedes i ungdomskulturen – også på venstrefløjen.

Nordamerikas oprindelige indbyggere opdagede i den tid massemedierne og den angelsaksiske majoritetsbefolknings evigt dårlige samvittighed over det ubestridelige folkedrab, som fandt sted op gennem særligt 1800-tallet på både det nordlige og sydlige kontinent. I mange tilfælde havde de fælles interesser med de såkaldte ”regnbuekoalitioner” i de alternative miljøer med tendenser til politisk venstreorientering. Eksempelvis er ”de grønne” med Ralph Nader i spidsen en ret betragtelig politisk magtfaktor i USA, og har opstillet til præsidentkampagner og -valg flere gange.

I overvejende grad hviler de religiøse forestillinger, som er kommet ud af disse kontakter, på et holistisk verdenssyn, dvs. ”at alt hænger sammen” – altså den fra antroposofien kendte position (repræsenteret af f.eks. Rudolph Steinar-systemerne). Videnskabeligt sandhedsbevis er aldrig ført for denne position. Den er og forbliver et religiøst dogme.

For nyligt bragte dagbladet Informatíon en kronik, ”De grønne lånte fjer”, af Erik Meier Carlsen. Heri afslører han en forfalskning, som er blevet et dogme for de nye naturreligioner på venstrefløjen. Falskneriet har været kendt i årevis, men ignoreret af dem, der kunne bruge myten om industrisamfundets politiske ufornuft og ikke mindst grådighed.

Det drejer sig om en opdigtet tale, som en indianerhøvding skulle eller ville have holdt til en US-amerikansk guvernør i midten af 1800-tallet. En journalist ved Seattle Sunday Star broderede videre på en tale, der kun indeholdt en tak for en aftale om et reservat, som en høvding havde indgået. Siden er dette vidtløftige ”referat” blevet skamredet af miljøkrigere i en grad, der ville gøre den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels skiftevis grøn og rød i hovedet af misundelse.

Det geniale ved at bruge den slags metoder er naturligvis at de taler direkte til følelserne. Ja, vi kan alle sætte os ind i hvor forfærdeligt det er at blive fordrevet fra den fædrene jord. Det er kun 2-3 generationer siden at Danmark var et landbrugsland, og de fleste har formentlig oplevet en bondegårdsferie eller noget der ligner. Og som danskere har vi et eller andet sted langt borte i underbevidstheden dårlig samvittighed over at have ødelagt den oprindelige grønlandske kultur – hvad enten det nu er rimeligt eller ej.

Vi kan også for vort indre øje se isbamsen på sin flage, der bliver mindre og mindre – mens vi bruger løs af olie til opvarmning og el til airconditioning. Eller vi kan forestille os øgrupper i Stillehavet, der langsom bliver oversvømmede, mens polynesierne står på tæer for ikke at drukne.

Alt dette går direkte ind i vore blødere dele, og sætter sig som en nagende smerte – uden at vi får ret meget andet end dårlig samvittighed ud af det.

Og så er det at miljøorganisationerne kommer med deres kategoriske imperativ: En hel anden verden, som bygger på helt andre værdier, og er konstrueret på en hel anden måde. Godt nok ved vi ikke ret meget om hvordan, men med tiden vil vi nok få mere at vide. Lige nu skal vi bare stole på hinanden, og at mennesket er godt, samt at alle problemer kan løses ved at spise økologiske brune ris og lidt andet godt.

Jeg er ved at være en midaldrende herre. Jeg er blevet præsenteret for utallige snuptagsløsninger, mirakelmidler og et par tusindårsriger. Måske vil mange bebrejde mig min skepsis og reservation. Men et eller andet foresvæver om at vi nok står over for endnu en metafysisk tsunami, som vil efterlade os endnu mere desillusionerede end vi har været tidligere. For mig ser det ud som om de nye sandhedsapostle og verdensfrelsere er lige så fulde af bedrag som alle tidligere……….

Del på Facebook
Carsten Friskytte

Adm. dir. i Økologisk Opposition, har tidligere været beskæftiget i landbrugssektoren.

Indlæg | 15 | 11.566 | 158
Siden | 17. maj 2008 17:30
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites