Dette spørgsmål er blevet stillet og forsøgt besvaret gennem mange år. Ja, måske gennem hele civilisationens historie. Jeg vil derfor love, at jeg ikke her vil forsøge at besvare det fuldgyldigt.

Selvfølgelig er overtrædelse af straffeloven uacceptabelt! Det gælder al anden kriminalitet også. Men vi reagerer forskelligt på forskellige former for kriminalitet, og værst er den kriminalitet, som andre kunne finde på at begå – især mod én selv.

Det følger naturligt, at vi mod denne eller hin kriminalitet kræver strengere eller hårdere straffe, fordi den er os fremmed og vederstyggelig – mens vi ser med lidt mildere øjne på de former for kriminalitet, som vi måske selv kunne ”komme til” at begå. Det viser flere undersøgelser i hvert fald.

For et par år siden offentliggjorde Advokatrådet en undersøgelse, som viste, at når almindelige mennesker (for eksempel lægdommere) skulle bedømme visse sager, startede de med at være hårde i bedømmelsen. Men efter at være blevet præsenteret for flere detaljer vedrørende omstændighederne og gerningsmandens baggrund, så blev deres bedømmelse af sagens omstændigheder betydeligt mildere jo større indsigt de fik.

Jeg fik undersøgelsens resultater præsenteret under en paneldiskussion, som var arrangeret af Dansk Retspolitisk Forening på Århus Universitet, og har ikke læst den selv. Imidlertid stemmer dens konklusioner overens med mine egne erfaringer fra utallige debatter med jævne mennesker i samfundet.

Der er altså en modsætning mellem de krav, som jævnligt høres i offentligheden om strengere straffe, og den virkelighed, som dommere og lægdommere skal træffe deres afgørelse på.

Uden at ville pålægge medierne ansvaret for den folkelige blodtørst, så må det stå skærende klart, at medierne overlever økonomisk på at sælge gode historier, som kun bliver læst hvis de appellerer til folks følelser – uanset arten.

Det næste spørgsmål er så, hvor meget ønsket om hårdere straffe spiller ind, når vælgeren står bag forhænget i stemmeboksen på valgdagen?

Nogle politikere mener at det har betydning, og kræver derfor mere straf på vegne af deres vælgere. I det mindste tror de, at det har en symbolsk betydning, og kan få vælgerne til at sætte deres kryds ved pågældende kandidat eller parti.

Men Lars Lindhard fra Advokatrådet mener det modsatte; nemlig at jævne danskere ønsker mindre straf. Ingen kan bevise eller dokumentere at have ret. Ønsket om straf bygger på den generalpræventive effekt, dvs. at straffen skal afholde ANDRE fra at begå kriminalitet.

Denne forestilling hidrører formentlig fra Det Gamle Testamentes 5. Mosebog, kap. 19, 19-21: ”Du skal udrydde det onde af din midte. Andre skal høre det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig. Vis ingen barmhjertighed! Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod!”

Men der er ikke meget, der tyder på at det hjælper. Til gengæld eksisterer forestillingen om at det hjælper ufortrødent! Og ønsket om at straffe er vel et legitimt, folkeligt krav – uanset om det er rationalt eller ej?

Hvis vi skal opsummere, så hjælper straf ikke. Det er umanérligt dyrt. Det har store omkostninger for den straffede og pågældendes familie. Og sidst, men ikke mindst, så hjælper det kun delvist det/de eventuelle ofre med at tilfredsstille en sikkert forståelig hævnfølelse, som jeg anerkender berettigelsen af. Men uden at forstå dens rationalitet.

Da mennesket nu er menneske, så skal det værne om retten til at handle fornuftsstridigt.