Den rustne og bulede 2CV, den hullede sweater i hønsestrik og de lasede fløjlsbukser er for længst gået af mode blandt økologer. Det samme gælder langt hår og ditto skæg.
Nu er familiebilen en Audi, og konens en lille fiks japaner af den benzinøkonomiske slags, der bringer hende på arbejde i banken eller ministeriet, mens den økologiske bondemand smutter hen i dagplejen med ungerne. Hans arbejdstøj er designertøj, ergonomisk med plads til mobiltelefon, lommeregner, GPS osv. Hendes er købt på sidste rejse til London eller Paris.
De økologiske landbrug er arealmæssigt blevet større og større med årene, og maskinparken er blevet ganske imponerende – og tung. Både hvad angår vægt og kapitalinvestering. Der skal tjenes rigtig mange penge for at forrente de enorme summer, som er blevet investeret i de senere år – med henblik på at nedbringe forbruget af menneskelig arbejdskraft. Moderne IT-løsninger er blevet hverdag i erhvervet. Markrobotterne kører rundt og luger ukrudt m.m., mens bondemanden sidder og nørkler med regnskab, sædskifte og gødningsplaner på internettet.
Samtidigt går køerne rundt i stald og på mark uden bondemandens indblanding. Kun når computeren fortæller ham at en kælvning er umiddelbart forestående, må han ud til sin ko – blandt de 200 andre køer i de enorme anlæg. Han kender dem ikke. Det eneste han kender, er nummeret på det gule plasticskilt, som sidder i øret på hende. Fra tid til anden meddeler det automatiske malkeanlæg at en af hans køer giver mindre mælk end hun burde, og han må så undersøge hende for at finde årsagen – eventuelt tilkalde en dyrlæge.
Der skal rigtigt mange penge til for at forrente alle disse investeringer.
De små økologiske brug, som idealistiske byfolk købte i 70’erne, da de flygtede fra den stigende trafik og kriminalitet, klarer sig meget dårligt og overlever kun på grund af kapitaltilførslen fra ejernes indtægt i andre erhverv – som oftest i undervisningssektoren og/eller akademiske erhverv (læger, biologer etc.). Nu står de også overfor at miste de tilskud, som de hidtil har fået – også fra EU. Måske er det i betragtning af deres manglende effektivitet rimeligt, men det er samtidigt udtryk for et politisk ønske om at skabe større brug, der mindsker den bureaukratiske byrde ved administrationen. Og det går stik imod den foretrukne opfattelse af økologisk landbrug, som romantiske sjæle har skabt sig.
Den er bare ikke rentabel. Det er ikke rentabelt at drive små brug med diversificeret dyrehold – med henblik på at udnytte ressourcerne bedst muligt og reducere miljøbelastningen til det opnåelige minimum.
Men de ”politiske” økologer, dvs. dem, der ikke arbejder med økologisk landbrug og gartneri, fortsætter uagtet med at tale om det hyggelige lille landbrug, som de husker fra deres barndoms besøg hos moster Gerda og onkel Hans i Nr. Ubehag. Det er den illusion, som bærer hele myten om økologisk landbrug og gør det muligt at sælge de økologiske produkter til skyhøje priser til naive tosser i byerne. Helt konkret er det de økologiske forbrugere, der betaler for lån, renter og afdrag på bondemandens kolossale investeringer i jord, bygninger og maskiner – samtidig med at den økologisk bevidste forbruger bekymrer sig om polar-isens smeltning, papegøjernes udryddelse i Amazonas og sommerfuglenes flugt mod intetheden.
Og hvad så? Jeg har intet imod økologisk landbrug. Det vil jeg gerne slå fast! Men jeg har noget mod at man bedrager andre mennesker, at man stikker dem blår i øjnene. Thi når de opdager at de er blevet snydt, så vil det være svært at overtale dem til at arbejde med på et andet og virkeligt godt projekt – hvis et sådant skulle dukke op. ”Man kan narre hele folket en del af tiden, og man kan narre en del af folket hele tiden. Men man kan ikke narre hele folket hele tiden.” Citatet er blevet tilskrevet Abraham Lincoln, men rigtigheden af oprindelsen er diskutabel.
For hel del år siden udtalte en af landbrugets ledere, at dansk landbrug gerne producerede de ting, som forbrugerne var villige til at betale for – underforstået økologiske produkter. De (forbrugerne) skulle bare sige hvad de ville have, tilføjede han.
Klarere kunne det vel ikke siges. Den moderne bonde er forretningsmand – ikke ideolog! Som gruppe er deres indflydelse og betydning blevet væsentligt reduceret, og de må nu finde deres indflydelse sammen med andre, der deler deres interesser på forskellige delområder. Bønder har altså stadig indflydelse, men den er blevet indirekte. Denne nye situation har som konsekvens haft en anden strategi i det politiske arbejde: Man har været tvunget til at føje miljøindianerne på en lang række områder, primært fordi sidstnævnte har skaffet sig afgørende indflydelse i medierne. Nu ser vi bønder, som overtager miljøindianernes holdninger og retorik på miljøområdet. Dermed lettes presset på erhvervet – og det politisk sprængfarlige bliver neutraliseret. Man kalder det i politisk teori konvergens.
Der er slet ingen tvivl om, at landbrugets ledere er kloge! De har læst skriften på muren – og jeg hentyder ikke til den rædselsfulde graffiti, som små vandaler hærger byerne med – men derimod de meterhøje bogstaver fra de politiske analyser og sociologiske institutter, som vi uafladeligt beriges med.
Men tilbage står altså, at de drømme, som byøkologerne drog på landet med i 70’erne, nu ligger knuste under en økonomisk virkelighed, der rammer os alle. Ingen har lyst til at betale det firdobbelte for deres økologiske, håndlugede grøntsager eller deres håndmalkede sødmælk. Og den økologiske hangris er blevet kastreret med et barberblad ligesom dens konventionelle broder på nabogården…………