Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt

BLOG:

Friskytte
Den økologiske svikmølle
20. juli 2008 01:33
 [718 ]    [0 ]   Anbefal

Kan – eller skal – vi betale notoriske trafiksyndere for at overholde hastighedsgrænserne på vejene? Og skal vi betale tyveknægte for at lade være med at begå kriminalitet?

De fleste vil kategorisk svare nej – om end det måske var billigere at betale f.eks. tyveknægtenes underhold end at sætte dem i fængsel. Den billigste plads i et fængsel koster ca. det dobbelte af en almindelig kontanthjælp.

Men faktisk betaler samfundet landmænd for at lade være med at forurene med handelsgødning og pesticider. Det sker for at sikre grundvandet. Og gennem at betale dem for at overgå til økologisk driftsform. Århus Kommune tilbyder landmænd, der overgår til økologi i områder, hvor der udvindes vand til konsum, ca. kr.1.000 pr tønde land årligt. Et gennemsnitligt landbrug er på 50-100 tønder land (ca. det halve i hektar).

Umiddelbart kan det virke som en god forretning. Antageligt sparer kommunen en masse penge, fordi man undgår at skulle bore nye dybere boringer eller bruge overfladevand fra søerne i området – hvilket ville stille krav om rensning. Men ret beset svarer det til at betale forbrydere for at holde sig på dydens smalle sti.

Hvem har egentlig tilladt landmænd at køre kemikalier ud på markerne?

Vi er enige om, at vi ikke kan tillade os at forurene med industriproduktion, og har vedtaget miljølove desangående, som vi ihærdigt søger overholdt. Heller ikke fra private husholdninger vil vi acceptere forurening, og vi betaler store summer for bortledning af spildevand, samt accepterer begrænsninger i forbruget af kemikalier på egen grund – hvilket sker med forbud mod at sælge en række præparater i handlen. Vi tillader heller ikke enhver adfærd på privat grund, f.eks. afbrænding af forskellige emner, der kan forårsage forurening eller blot lugtgener for naboer.

Men landmænd kan stadig køre næsten et hvilket som helst kemikalie ud på marken – vel vidende at det på et tidspunkt ender i vandmiljøet med forurening og øget algevækst, fiskedød og lignende til følge. De har tilsyneladende en hævdvunden ret til at forurene vort miljø. Ingen har i hvert fald endnu anfægtet deres ret til at grise i miljøet. Om det skyldes politisk frygt for de vælgermæssige konsekvenser eller de ditto økonomiske, kan være svært at afgøre. Men der er ingen tvivl om at det er et sprængfarligt emne, og den slags har politikere en tilbøjelighed til at lade ligge.

Derfor har politikerne i Århus Kommune valgt gulerodsmetoden, dvs. at betale sig fra et problem. Man kan indvende, at det er små beløb, som bruges på noget, der er til ubestridelig gavn for almenvellet – nemlig rent vand til al folket. Spørgsmålet er så blot hvor samme politikere sætter grænsen? Skal løsladte narkopushere have en socialpension, så de ikke behøver sælge ret meget narko for at overleve? Hvis vi fortsætter den linje, vil vi alle snart kunne give hinanden pensioner…………

Hvor er den logik, der siger, at vi skal belønne landmænd for at lade være med at forurene? Er der en ”naturret”, der giver dem lov til at forurene, og som vi nu må betale dem for ikke at bruge?

Det hjælper meget lidt at flere og forskellige partier i byrådet var enige om at bage denne politiske rævekage. Beslutningen bliver ikke mere rigtig af den grund. Men det er unægtelig morsomt at Enhedslisten også gik ind for forslaget – i betragtning af hvor hårdt den kæmper mod tilskud til landbruget for at undgå ubillig konkurrence i forhold til de fattige tredjeverdenslande, der ikke kan få en egenproduktion af landbrugsprodukter i gang, fordi de bliver oversvømmet med billigt, statsstøttet korn og lignende fra industrilandene.

Men fordi det passer ind i Enhedslistens både kortsigtede taktiske og langsigtede strategiske overvejelser, så vælger man at gøre gode miner til slet spil – som så ofte før. Man må spørge om Enhedslisten slet ikke har nogle principper, der ikke kan sælges? Er alt til salg for højestbydende? Hvor langt vil Enhedslisten gå med hensyn til at sælge sig selv?

Måske ville det være mere relevant at spørge om der er grund til at beskæftige sig med en så ubetydelig aktør på den politiske bane som Enhedslisten? Ved sidste valg var denne brogede skare jo ved at miste sin repræsentation i Folketinget, og var det sket, havde det med stor sandsynlighed haft uendelig lange udsigter igen at blive repræsenteret.

Svaret er, at denne gøg desværre kan nå at lægge sine æg i mange reder inden den finder sin rette plads i historiens forbrændingsanlæg. Adskillige unge kan nå at få en fejlagtig og syg opfattelse af samfundet og politik – med stor risiko for at havne i et modsætningsforhold til deres omgivelser. Ja, endog ende i kriminalitet. Vi har allerede set hvor lidt anstændighed betyder for disse selvgode venstredrejede og deres økologiske venner, når det drejer sig om at få lagt sugerørene ned i de offentlige kasser i et krampagtigt forsøg på at købe sig vælgere.

Økologi er udmærket. Enhver skal have lov til at følge sine lyster. Men alle skal være personligt og økonomisk ansvarlige, og der skal være lige vilkår af hensyn til konkurrencen. Derfor er det vel et spørgsmål om hvorvidt omhandlede støtteordning er i overensstemmelse med EU-retten; thi den stiller nogle landmænd mere økonomisk gunstigt end andre. Hvis argumentet for kompensation for mindre udbytte ved økologisk drift er sandt, så har økologiske landmænd et enormt forklaringsproblem; thi hvordan kan man så retfærdiggøre den store arealanvendelse til økologisk landbrug, der jo er til ugunst for den vilde fauna?

Ville det ikke være bedre for faunaen at dyrke konventionelt landbrug på et 20-40 % mindre areal, og henlægge den tiloversblevne jord til rekreative formål og til sikring af den naturlige fauna – måske endda genskabelse af tidligere tiders fauna?

Rettet 23-07-08 kl. 00.55

Send til
Debat  0
Anbefal
For at kommentere et blogindlæg skal du være logget ind. Har du ikke en bruger kan du oprette en her.