Tak for indlæg. Her er mit svar.
Jan Stage: du stikker mig motiver, livsstil og motiver for min journalistik i skoene, som ikke har noget at gøre med virkeligheden, så dig gider jeg ikke diskutere med. Jeg elsker god satire og ser faktisk frem til at se Mads Brüggers programmer. Men det bliver med mere kritiske øjne end dine.
Mit eneste ærinde er at gøre opmærksom på, at måden DR-holdet kom ind i Nordkorea på, kan skabe problemer for både mig selv, andre udenrigspolitiske kommentatorer og rejsende journalistkollegeren og forskere. Jeg har hidtil ikke taget truslen mod den sidste katagori, nemlig de nordkoreanske fixere, med, men det vil jeg gøre afslutningsvis i denne kommentar.
Mads Brügger: Vi har haft en længere intern diskussion og jeg har medgivet, at det var for flabet af mig at tilgive, at han ikke ved noget om sikkerhedspolitik. For mig er diskussionen herefter kogt ned til følgende:
I bekræftede udtalelser til dagbladet Information har Mads Brügger oplyst, at han før afrejsen fik et introduktionsbrev fra DR-generaldirektør Kenneth Plummer. Vi ved også, at han havde tre samtaler med seniorforsker Geir Helgesen, og at Helgesen fik det klare indtryk at Brügger og de to koreanske-fødte stand-up komikere repræsenterede DR. Vi kender ikke brevets indhold men af avis-reportager og Helgesens udtalelser fremgår, at det taler om "kulturudveksling", og at gruppen ønsker at komme bag om såvel officiel nordkoreansk og officiel vestlig retorik om Nordkorea. Mads Brügger bagatelliserer nu både brevet og den hjælp, Helgesen gav ham. Hvorfor bad han så om det/den? Hvorfor blev det overrakt til den kære leder?
Forklaringen kom efter hjemkomsten. Da fortalte Brügger Information (01.09.06) at han i Nordkorea havde optrådt som "en karakterafvigende, venstreorienteret teaterinstruktør på tourné i Nordkorea." I forbindelse med optagelser, hvor Brügger afbildes som en heilende dansk tv-journalist i spidsen for en demonstration, tilføjede han: "De manipulerede også med os. Der er jo en grund til at de sætter mig og Jacob i spidsen for den procession, der marcherer hen over pladsen. De udnytter det propagandamæssigt. På samme måde udnytter vi også dem."
Disse udtalelser ledte Geir Helgesen til den konklusion, at han var blevet ført bag lyset. Jeg har kaldt det snyd, Mads Brügger selv kalder det forklædning og udnyttelse. Indholdet af Plummers brev kender vi ikke, men egentlig synes der ikke at være nogen større uenighed om, hvad der er sket. Uenigheden handler om, hvilke konsekvenser fremgangsmåden får for danske udenrigsjournalister, der vil besøge landet. Brügger mener ingen, og bortset fra de allere nævnte argumenter forsvarer han sig med, at der bliver tale om satiriske programmer, som er noget helt andet end reportage.
Jeg frygter det modsatte, nemlig at nordkoreanerne forlængst har lugtet lunten, og at det fordækte projekt i fremtiden vil gøre det vanskeligt for andre danske journalister at få lov til at lave reportager. Det samme gør Helgesen. Jeg håber selvfølgelig, at jeg får uret, men tvivler. Hvad satire-argumentet angår er jeg alt andet end sikker på, at de nordkoreanske bureaukrater skelner så skarpt mellem det journalistiske og det satiriske univers, som Brügger gør. Iøvrigt handler denne diskussion jo alene om, hvordan Brügger har præsenteret sine programmer, og efter at have set klippene i Tv forekommer der mig at være en god gang journalistik blandet ind i det. Det er åbenbart for enhver, at billederne fra demonstrationen blev koblet til historien om atomprøvesprængningen og brugt til at fortælle, hvor indelukket, panoidt, hjernevasket og martret det nordkoreanske folk er. Det er journalistik.
Til sidst spørgsmålet om den skæbne, der måtte overgå de mennesker, som har guided, hjulpet og eventuelt tolket for holdet. Jeg ved ikke hvor mange og hvem, der har hjulpet holdet, men da Mads Brügger ikke har afvist, at der har været tale om brug af det, der i branchen kaldes fixere, tillader jeg mig at sige noget generelt om spørgsmålet.
Fixere, lokale stringere, altså folk med dybt kendskab til de diktaturer, politistater og borgerkrigshærgede samfund, vi fremmede prøver at forstå, er udenrigsreportagens egentlige men tit anonyme helte. Det er, i stor udstrækning, dem, det går ud over, når myndigheder slår til.
Jo tungere mediet, jo sværere tilgængelig sprog og kultur er, jo mere udbredt er brugen af dem. I dag er jeg free lance og arbejder med aviser og radio og det gør det lidt lettere, men den lokale hjælp er stadig uundværlig. Som Tv-journalist ville jeg ikke komme nogen vegne uden fixer i Kina, Burma eller for den sags skyld Nordkorea. Selv hvis man kan sproget, kan det være meget vanskeligt. I andre tilfælde er fixerens tilstedeværelse simpelthen forudsætningen for, at man kommer ind. Deres arbejde er at "fixe" aftaler, skaffe den besøgende adgang. De kan være ansat i et statskontrolleret informationsbureau og som sådan helt og aldeles at betragte som PR-folk for regimet. Deres opgave er ikke bare at skaffe journalisten adgang, men også at hindre, at han/hun får så meget som færten af, hvad der reelt foregår. Derfor kaldes de også "overfrakker". De kan også være free lancere, uafhængige men vidende operatører, som kender Gud og hvermand og som kan skaffe dig et interview med stort set hvem som helst. De bedste blandt den katagori ender tit med at være mere eller mindre fast knyttet til store aviser eller Tv-stationer - men der er en risiko. New York Times førende fixer i Kina er pt. i spjældet, fordi han har givet avisens oplysninger, der af myndighederne betragtes som følsomme. Der er masser af andre eksempler.
Der er også en mellemstørrelse; I Kina eksempelvis, hvor man skal have guide, kan du være heldig at finde fixere, som på grund af deres officielle status kan skaffe dig adgang til folk - men ikke af den grund forlanger,at du skal lave ren propaganda. De hjælper dig, diskret og uden at gør sig selv altfor sårbare; i enkelte tilfælde lader de, som om de ikke ved, hvad der foregår. De bedste af dem er skabsdemokrater, men det holder de deres kæft med.
Helt afgørenede for, at alle disse typer kan overleve i systemet, er, at de journalister, som de arbejder for, ikke snyder dem til at tro, at de aftaler, som de laver, skal bruges til noget andet, end det ofret tror, at det skal bruges til. Journalisten får sin historie, jo, men fixeren mister sit job eller ender, i værste fald, i spjældet.
I dette tilfælde frygter Geir Helgesen, at der kan blive tale om repressalier mod folk, der har guided og tolket for Mads Brügger i Nordkorea og måske især dem, som har argumenteret for at det var en god ide at slippe holdet ind.
Morten Blåbjerg: Rejser et par interessante spørgsmål om det principielt etisk eller uetiske , ved at skaffe sig adgang til oplysninger under falske forudsætninger. Som det fremgår er jeg overordentlig tolerant´i forhold til, hvad der kan offentliggøres og ikke offentliggøres; i denne diskussion vil jeg blot gerne fokusere på argumentet, at man skal tænke sig godt om, hvis gennem sin fordækte adfærd under indsamlingen af oplysninger bringer andre i fare, specielt hvis de ikke ved, at der er ugler i mosen. Der er ingen firkantede løsninger her.
.