I denne uge erklærede USA’s præsident George W. Bush fra FN-generalforsamlingens talerstol, at verden ”… sammen skal konfrontere udfordringerne om energisikkerhed, miljøkvalitet og klimaændringer.”

    Statsminister Anders Fog Rasmussen mente, at det var noget af det ”stærkeste” præsidenten nogensinde havde sagt om klima og roste ham derpå for at have holdt en tale, som var ”… en lang støtte til FN som rammen om det internationale samarbejde.” Store ord i september.

     Miljøminister Connie Hedegaard, som heldigvis ikke altid kan skjule sin skarkasme, havde en lidt anden udlægning: ”Så har han da ikke sagt for meget,” bemærkede hun, da hun havde hørt om de tre linjer, Bush viede udfordringen fra den globale opvarmning i sin tale til FN. Da havde hun netop været til et reralitychek blandt miljøpolitikerne i den amerikanske kongres.  

DER er ingen tvivl om, at paradigmeskiftet i klimapolitikken er på vej. Menneskene har opfattet de advarende signaler, som naturen er begyndt at sende os. Vi ved alle, at hvis vi ikke begrænser udledning af CO2 gasser i atmosfæren, kan det ende i katastrofe.

     Faren er, at vore politikere trods denne sandhed men styret af overforsigtige spindoktorer og ambivalente opinionsmålinger ikke tør fortælle os, at det ikke kræver god vilje men offervilje at reagere effektivt på de bønner, som naturen sender os.

DER er masser af muligheder i nye teknologier. Sol- og vindenergi, nye brændselsformer, etc. kan ikke bare reducere kulilte-udslippet men også skabe jobs og vækst og dermed gøre vore samfund endnu rigere end de er i forvejen. Men før vi når dertil skal der træffes foranstaltninger, som kommer til at gøre ondt.

Den højeste autoritet på området - det internationale klimapanel - har konkluderet, at hvis de værste effekter af klimaændringerne skal undgås, skal det globale bruttonationalprodukt, dvs. den samlede menneskelige økonomiske aktivitet, reduceres med 3 procent frem til 2030. Det kræver at alt, hvad der udløser drivhusgasser, skal pålægges restriktioner og øgede afgifter. Den industrialiserede verden skal vise vejen, ellers får vi aldrig Kina og Indien med. Det skulle gerne ende i en aftale i København i 2009. Den kommer gennem ærlighed, ikke varm luft.