Hidtil bedste chance for at få undersøgt optakten til den danske krigsdeltagelse.

GENNEM sin deltagelse i den såkaldte krig mod den internationale terror blev Danmark USA’s allierede i et forløb, som ledte til torturen i Abu Graib fængslet og retsløsheden i Guantanamo.

     USA er til gengæld ikke blevet ramt af én eneste terrorhandling siden krigen begyndte. Det har Danmark heller ikke. Det retfærdiggør ifølge de amerikanske krigstilhængere de dybt betænkelige forhørs- og overvågningsmetoder. Modsat vender danskerne sig en blok mod de metoder, som CIA har anvendt, herunder den lej-en-torturbøddel service, som visse regimer har stillet til rådighed.

     På krigsskuepladserne i Afghanistan og Irak går det i mellemtiden ad helvede til. Vi gik ind på en løgn om masseødelæggelsesvåben, og vi trak os ud på en løgn om, at irakerne bad os om det. Indsatsen i Afghanistan er ved at splitte NATO, og vor allierede Tyrkiet truer med at invadere det eneste område i Irak, hvor der er bare nogenlunde ro, nemlig det kurdiske nord. I Moskva galer Putin ildevarslende.

DE dilemmaer og problemer for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som forløbet rejser, har knapt været synlige i valgkampen. En tiltrængt diskussion om de globale såvel som lokale konksekvenser af de truende nederlag i Irak og Afghanistan er foreløbig endt i en ordveksling på få sekunder mellem statsministeren og socialdemokratiets leder. Budskabet fra statsministeren var: Vi lover aldrig at gøre det igen. 

     Dermed prøvede han at lukke debatten, men signaler fra Ny Alliance har i denne uge antydet, at uanset regeringsdannelsen efter valget den 13. kan der skabes flertal for, at Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) bliver anmodet om at lave en redegørelse om optakten til den danske krigsdeltagelse. Det er valgets skjulte dagsorden. 

   Det vil være særdeles gavnligt, hvis det lykkes. Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik har behov for et grundigt eftersyn, en bred debat og en ny samstemmighed a la den som ledte til ”Aldrig mere en 9. april” doktrinen. Undersøgelsen vil være et godt udgangspunkt.

  Regeringspartierne og krigstilhængerne stejler. Det er som om de er bange for, at en sådan undersøgelse vil ende i de samme beskyldninger om naivitet, fejltagelser og landsforræderi, som debatten om danskernes adfærd under den kolde krig har ført med sig. Jeg forstår godt frygten, men ganske som vælgerne har fortjent at vide, hvad der skete under den kolde krig, så har de også krav på få at vide, hvordan og hvorfor vi helt præcist endte i kviksandet i Irak og Afghanistan.