TALLENE fra første runde i det franske præsidentvalg giver en antydning af, hvad slutresultatet bliver. I en ren kamp om den brede midte mellem de borgerliges Nicholas Sarkozy og socialisternes Ségolène Royal har førstenævnte den største chance. 

    Den vurdering går ud fra, at Sarkozy fastholder stemmerne fra første runde, at stemmerne på den liberale kandidat Francois Bayrou ender med at fordele sig nogenlunde fifty-fifty på de to tilbageblevne kandidater, mens flertallet af Jean-Marie le Pens stemmer går til Sarkozy.     

DER er en del godt og noget dårligt at sige om Sarkozy.

    Han har indset, at Frankrig har behov for en række radikale ændringer. Den franske økonomi er stagnerende, staten sluger halvdelen af bruttonationalproduktet og låner stadig flere penge for at holde den gående. I storbyernes forstæder ulmer uroen blandt arbejds- og udsigtsløse unge, ikke mindst dem der tilhører etniske og religiøse mindretal. Den franske økonomi trænger et skud af den medicin Margaret Thatcher gav Storbritannnien for 25 år siden, og som Spanien, Holland Irland og de nordiske lande siden har fået.

    At dømme efter valgkampen er Sarkozy manden, som har de bedste chancer for at administrere behandlingen med succes. Afgørende er, at det lykkes ham at finde en model, som bevarer men også smidiggør velfærdsstaten og gennem den blitz af lovgivning, som han planlægger at lancere i de første 100 dage i præsidentembedet, formår at øge den økonomiske vækst.

    Heri ligger udfordringen og den er gigantisk. Frankrig er et stagnerende, pessimistisk land; en nation som er tæt på at få betegnelsen ”Europas syge mand” hæftet på sig.

HANS kritikere har påpeget, at hvis Sarkozy har en brist ligger den i hans karakteregenskaber. Ordet ”skræmmende” er gået igen om hans personlighed og både franske, spanske og tyske medier har beskrevet ham som en ”macho-mand uden skrupler” og en brutal mand, ”der bruger frygten som legetøj.” Kritikken er dels et udslag af valgkampen, men hans rasende udfald mod journalister og medier, der ikke makker ret, har ind imellem ført til hævede øjenbryn.

FRANKRIG har brug for en stærk personlighed, ikke en stærk mand og slet ikke en fransk Berlusconi. Ud over den store indenrigspolitiske opgave skal en ny EU-forfatningstraktat forhandles igennem, forholdet til USA repareres og relationerne til Kreml stabiliseres. Sarkozy ser ud til at have et flertal af de franske vælgeres tillid – under den forudsætning, selvfølgelig, at han dropper arrogancen og appellerer til forsoning frem for angst.