Mens Bill Clinton har gjort sin kone mere skade end gavn står Michelle Obamas popularitetsbarometer højt.
TYSKE journalister er normalt gode til at lodde stemninger, fornemme hvad der rør sig og spotte særlige længsler i et folkeslag. Nøgleordet er Sehnsucht, og det optrådte af samme grund adskillige gange i et nyligt portræt af den potentielle demokratiske præsidentkandidat Barach Obama i magasinet Der Spiegel.
Tyskerne er også gode til at omsætte deres iagttagelser i advarsler om, at vi skal passe på med at omsætte vore længsler til ønsker om overjordisk styrke.
DEN længsel efter et nyt Amerika, som spiller en stor rolle for Obamas succes, har for længst fået ikke bare tyske men også alle andre journalister til at tale om ”Messias-faktoren” i præsidentvalgkampen eller, når den kritiske brod er fremme, om at Obama lider af et ”Messias-kompleks.”
DET er teoretisk muligt, at Obama i stille stunder drømmer om at blive en ny Messias. Læser man hans rædsomme bog, Håbets Frejdighed, kan det bestyrke mistanken. Gribes man af den slags tungsind skal man imidlertid bare se og høre lidt på hans kone, Michelle. Hun kan formulere en politisk sætning, så den har indhold, og så har hun en befriende evne til at bringe sin ægtemand ned på jorden.
For en mand, hvis politiske taler lyder, som om han står med begge ben solidt plantet i den blå luft, er hun altså en gave. Efter at Michelle Obama har afsløret, at han snorker, glemmer at lægge smørret tilbage i køleskabet og smider sine snavsede sokker, fremstår Barack Obama mindre guddommelig, men mere virkelig. Tiden kalder jo på præsidentkandidat-hustruer, der taler om deres mand, som om de lever i det 21. århundrede – ikke i begyndelsen af det 19. ”Michelle Obama ... menneskeliggør en kandidat, hvis tilhængere har en tendens til at behandle ham som en helgen,” sagde en af Obamas politiske rådgivere for nylig. Noget tyder på, at han - indtil videre - har ret.
SAMSPILLET mellem Hillary Clinton og hendes mand, tidligere præsident Bill Clinton, fungerer ikke så godt, som samspillet mellem Barack og Michelle Obama. Søger man efter afgørende øjeblikke i den amerikanske præsidentvalgkamp kan det meget vel være, da Bill Clinton – tidligere præsident og derfor sikker på maksimal publicity - spillede racekortet mod Obama ved primærvalget i South Carolina.
Her så vi ”Clinton-maskinen”, altså det ambitiøse politiske ægtepars slet skjulte forsøg på at gør det af med en modstander ved at gøre ham til ”de sortes kandidat,” i funktion.
DET var ikke noget smukt syn. Virkningen er begyndt at vise sig. Kommentatorer, som seriøst prøver at lodde stemningen så objektivt som muligt, refererer ikke længere så hyppigt til legenderne om ”Bill-effekten” som til spekulationerne om, at Hillary Clintons greb efter præsidentmagten er et forsøg på at give familien Clinton større indflydelse. Det er farligt. Demokratiske amerikanerne har et ambivalent forhold til dynastier.