Tidligere DR-generaldirektør Hans Jørgen Jensen har ret. Få
fingrene ud af den dej, tortur-sagen efterhånden har forvandlet sig
til, og giv os noget klar tale i stedet for pindehuggeri. .
I DAG mødes DR’s bestyrelse. Som optakt har tidligere generaldirektør Hans Jørgen Jensen med vanlig bramfrihed foreslået, at alle tørrer øjnene, og at vi får et hold uafhængige jurister til at lave et par undersøgelser i anledning af debatten om Danmarks krigsførelse i Afghanistan og Tv-dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig. Jeg kunne ikke være mere enig.
NYHEDSAVISEN har påvist fejl i Guldbrandsens film. DR’s vagthund Jacob Mollerup har sat spørgsmålstegn ved, om institutionens kontrolmekanismer er gode nok. Det berettiger en undersøgelse. Her er mit bud på spørgsmål, som jeg tror ville være relevante at få besvaret:
· Hvor og hvordan opstod de konkrete fejl?
· Er de alvorlige nok til, at der kan sættes spørgsmålstegn ved DR’s kontrolmekanismer og journalistiske troværdighed generelt?
· Har DR’s brug af gratis arbejdskraft, praktikanter, faste og løse freelancere samt projektansatte bidraget til Mollerups spørgsmål? Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvorfor ikke?
· Påvirkes den journalistiske kvalitet og troværdighed af de voksende krav om tværmedialitet? Opstår der flere fejl, når et væsentligste succeskriterium er, at en medarbejder kan leverer til tre i stedet for én programplatform (Tv, Radio, Net)?
· Hvordan påvirker de voksende krav om effektiv og slagkraftig PR-virksomhed og foromtale i andre medier forud for programmerne den journalistiske kvalitet og troværdighed?
GULDBRANDSENs film har rejst spørgsmålet, om regeringen har løjet for Folketinget, og om den på et tidligere tidspunkt, end den selv vil indrømme, viste at de fanger, som vore jægersoldater i Afghanistan udleverede til amerikanske forhørsledere, ville eller kunne blive udsat for tortur. Det berettiger en undersøgelse, som jeg foreslår giver svar på følgende:
· Hvornår, hvordan og af hvem blev den danske regering gjort opmærksom på de overvejelser angående behandlingen af illegale kombattanter, der styret af vicepræsident Dick Cheneys juridiske rådgiver David Addington gik i gang umiddelbart efter terrorangrebet 11. september 2001?
· Hvornår, hvordan og af hvem blev den danske regering første gang gjort opmærksom på de såkaldte tortur-memoranda, som den juridisk konsulent i Justitsministeriet John Yoo med få undtagelser skrev i perioden september 2001 til august 2002?
· Var der tale om svigt og/eller bevidst vildledning i den gensidige orientering og konsultation mellem de to Nato-allierede USA og Danmark?
· Hvordan påvirker resultatet af denne undersøgelse vurderingen af Guldbrandsens film og DR’s troværdighed generelt?
OFFENTLIGGØRELSEN af undersøgelsernes resultater og konklusioner skal naturligvis ske samtidig.